This is a reproduction of a library book that was digitized by Google as part of an ongoing effort to preserve the information in books and make it universally accessible.
Google books
https://books.google.com
Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online.
Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyrightvilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der ofte er vanskelig at opdage.
Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig.
Retningslinjer for anvendelse
Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at kunne tilvejebringe denne kilde.
Vi beder dig også om følgende:
e Ånvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål.
e Undlad at bruge automatiserede forespørgsler Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe.
e Bevar tilegnelse Det Google-"vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det.
e Overhold reglerne Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig.
Om Google Bogsøgning
Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan søge gennem hele teksten i denne bog på internettet på http://books.google.com
JTHERN REGIONAL LIBRARY FACILITY
TT
< OOr mot oor— wo
ny, É er SE ar =
å Mldn i simshe då Aars 78 5 ø= « AERGERER i" SHEEN hel - Sag 178 s væ on ' pe dir - «2 Segen 3 ” Bj; Er= - ar nn na Fa2s 3 BEES DERSR LETS BARE; re > E= 2 RE Fred -
3 É Sne Er re bre « Mk" get, - render se 2E Ta Lede PER: bes
Bee —
THE LIBRARY OF
THE UNIVERSITY OF CALIFORNIA LOS ANGELES
”… 100 2 n es ERE"
É ' SES r DS Aj SES y > oe S SE; 5 MEKR: ar ea 659 72 ae: i: v ile lig mot aA må 2.7 » 2332 VV s 3 å z ” ; i Års c ke: m " " »… € En gg 0 Vig BUD Us - S ' i u ”» Le CORE | 3 5 , FS 2 D. haj ”, ” 1) i ” EH i 25 78 Pe h) ” »? & i ' g Pa ED > EN 7 2-59 3: 2 Yr 3 er 4 3893 0 4 2588,? ) i 33 ” "97 kJ T 321)
DEN GAMLE EDDA
OLDEMOR,
OVERFØRT PAA NYDANSK
AF
V. B. HJORT,
Kommitteret ved Generalpostdirektoratet.
2 FSR pan uibulllted NEN en,
Pe ud ” j (ER; É SØ Å k bd ed Ø AR Jer Ar Us; å AREA g uL,] 1.9 - i ' ( KEE BNG M EA S SAR.
n i SA BR kanal Kes EN US le
zmGzBzGwEEEE www
£ KJØBENHAVN. | GYLDENDALSKE BOGHANDEL -(F- HEGEL).
TRYKT HOS 3. H. SCHULTZ.
1865.
DAHLERUP LIBRARY
X
PT 17224 ÅRHO
Fortale.
ne
En Oversættelse af Sangene i Sæmunds Edda har jeg tidligere ud- given stykkeviis, i et par udkomne Hefter, saaledes, at jeg benyttede Sangene til Grundlag for et Forsøg paa at forklare den gamle Nordiske Religion, Runlæren, som nordisk Verdenshistorie, Verdensfilosofi og Verdens- profeti. Men dette Forsøg kan nærmest kun have Interesse for en snævrere Kreds, især for dem, som have Tid og Evne til at granske over Religion og Verdensudvikling. i
Jeg har troet, at en større Kreds kunde enske at have en samlet Oversættelse af alle Eddas Sange paa Dansk uden videre Betragtninger. — En saadan fremkommer her. Dog har jeg ikke kunnet dye mig ganske for ved en Overskrift over enkelte Sanges Afsnit at give Vink til deres Forstaaelse, eller for at hensætte bagefter de mythiske Sange en kort Forklaring af dem (S. 147—151), hvilken tillige vil angive mine Grunde til at opstille dem netop i den Orden, hvori man her vil forefinde dem. Saadanne Overskrifter findes i Mythesangene Nr. 1. 2. 16, b. 17. samt ved første og andet Afsnit af Nr. 11. Foreningen af Sangene Nr. 16, a. og b. under en fælles Overskrift hidrører ligeledes fra mig; de korte An- mærkninger under Texten naturligviis ogsaa; endelig ogsaa de oplysende Bemærkninger S. 227 og 281. P. A. Munchs Udgave af den ældre Edda er i det Væsentlige fulgt ved Oversættelsen saavel med Hensyn til Texten som til Strofeinddelingen.
Man har stridt og strides i Litteraturen meget om, hvorvidt disse Digte oprindeligen ere Norske eller Tydske, 0. s. v. Det turde være rigtigst at betragte dem som fælles Nordiske, som Fostre af den Nordiske Aand, hvis største Værk i Nutiden er, at de, hvis Forfædre troede paa Odin, Vodan eller Vuotan, nu bekjende sig til den evangeliske Christendom.
De fleste baade af Mythe- og Heltesangene hidrøre vistnok fra en og samme Periode; de ere for Norden, hvad Hesiod. og Homer ere for Syden, og den Form, under. hvilken de forekomme i Edda, er næppe synderligt afvigende fra den oprindelige. Imidlertid ere der gode Grunde til at antage, at Odins-Religionen først er opstaaet i det østlige Tydsk- land, men har faaet sin største Udvikling i Norden, og at Danmark i saa Henseende ikke har ydet et ganske ringe Bidrag. Ved at overveje Helte-Sangenes Indhold og Betydning maa man skjelne vel imellem det, man vil antage 1) om Begivenhedernes egentlige Hjem og Tidsalder, 2) om de enkelte Sanges ældste Skikkelse, 3) om dennes Omgjørelse under Sangens Vandringer, og 4) om senere opstaaede Dunkelheder ved forskjel- lige Sanges og Sagns Sammenblanding eller Sammendigtning. Der staaer ikke Lidet endnu tilbage for Kritiken at oplyse, f. Ex. om Sigurds og Brynhildes tidligste Bekjendtskab, om Forholdet imellem den tydsk-christe- lige og den nordisk-hedenske Opfattelse og Fremstilling af flere Hoved- træk, om Spørgsmaalet om Sigurds Danskhed, o. Å. m.
Den iste August 1865
. å iieIT "SD; USG
SØE EEK REESE RE
10. 11.
12.
13. 14. 15. 16.
17.
Indholdsliste.
Første Afdeling.
Mythesange.
Side. Valas Sandsagn ......... 3. Odins Ravnegalder....... 14. Skirners Færd........... 18. Grottesangen ........ sas 125, Hammerhentningen ....... 28. Dverg Alviis ............ 33. Balders Drømme,........ 89. Vafthrudner eller Vid- kjæmpen. 00000040 42. Rigs Færd .............… 51. Hyndlasangen ........... 58. Højsangen ........... sk: "G5y Grimner eller den For- mummede.........00000… 90. Hymerskvadet ....... saae 99; Øgersgildet..…..… 2... 105, Harbardssangen.......... 116. Menglads Udfrielse: a. Groagalderet......... 124. b. Fjølsvidsangen ....... 127. Solsangen.......00rr0400 134.
PE ar me rr mn me
Kort Forklaring af Eddas mythiske Digte ......... 147.
18. 19. 20. 21.
22. 23.
24.
25.
26.
27.
28.
29. 30. 31. 32. 33. 34. 35.
36.
37. 38.
Ånden Afdeling.
ennen menn
Heltesange.
Side. Vølundskvadet........ .… 155. Helge Hjørvardssøn ...... 161. Helge Hundingsbane, første KUA 40 en oder …. 170. Helge Hundingsbane, andet I 18 751) BRS ERREDE SEEREN SEES PETER .… 178. Sinfjøtles Endeligt ....... 188. Sigurd Fafnersbane, første Kvad eller Gripers Spaadom 189. Sigurd Fafnersbane, andet ] 16; 1; BRRERERSØRERE ESS STENE REDE SSSE REE 197. Fafner 2300 .… 202. Sigdriva eller første Bryn- hildskvad ........ skede 120: Sigurd Fafnersbane, tredje Kvad ........ Peres rer .… 216. Brudstykke af et Brynhilds- kvad 030 297: Brynhilds Helfart ........ 230. Første Gudrunskvad...... 232. Niflungernes Drab....... . 287. Andet Gudrunskvad ...... 237. Tredje Gudrunskvad...... 244. Oddruns Klage .......... 246. Atlekvadet eller Gudruns Hævn ........ FOER ……. 250. Det grønlandske Digt o "8 ) | SEERE SEERE esse ….…. 258. Gudruns Opegning ....... 273. Hamder ........… bende BT Es
FØRSTE AFDELING.
MYTHESANGE,
Digitized by Google
8.
b.
1. VALAS SANDSAGN.
Valas Kald.
1. Om Lyd jeg beder Almenigmand Af hver en Alder, Af hver en Stand; Valfaders Snille Jeg skildrer her, Oldmandesagnet, Min Mindefærd.
Midverdens Dannelse. +) 2: Jeg mindes Jætter I Tidens Brud, Fra dem min Fostring Man leder ud; Ni Verdner mindes, Livsevner ni
" Alskabningstræet
Paa Spirens Sti.
”) Imellem Aandens Lys, Muspelheim, i Syd og Materiens Mørke, Niflheim, i Nord; den førstnævnte Verden
er efter Snorros Edda evig, den sidste skabt.
3.
I Urolds Morgen Med Ymer følger
Ej Strand, ej Vande, Ej svale Bølger, - Ej Himmel oven,
Ej Jord man saae,
I Rummets Tomgab Ej mindste Straa,
4.
Før Sønnens Sønner Gav Kloder Sted | Og Midgaard danned” Med Herlighed: | Men Sydsol skinner Paa Steensals Lide, Og grønne Urter
Af Grunden skride.
.… Tidens Ordning.
BD; Sig Sol fra Sønden Med Maane selled, Om Himmelheste
Sin Højre fælded, 1%
Mod -uvis Bolig
De Heste rendte, Sin egen Fylde
Ej Maane kjendte, Ej Stjærner vidste, Hvor de sig vendte.
6
Paa Guld der aldrig Var noget Savn, Før trende grumme Møer gik frem Med mægtig Styrke Fra Jætters Hjem.
e. De udviklende og fuldendende Kræfter og deres Stigning til højere Sfærer. Dværge og Alfer.
Til Udslags Sæde
er en er em de em mr: ler
Almagter ginge, Storhellige Guder Om Raad at tinge; For Maaneskifter De Navne finge, For Nat og Morgen Og Middagsstunde, Undern og Åften: Aar at begrunde.
d. Asernes Guldalder, Lovens Komme.
(Englefaldet ?) 7.
Paa Idrætsvangen Stod ÅAsers Hær Og Altertempler Højtømred der; De øved Evner Paa alle Lede, At lægge Esser Og Koster smede, At danne Tænger Og Redskab rede.
8. De tavled glade I Hjemmets Stavn,
9. Til Udelags Sæde Almagter ginge, Storhellige Guder Om Raad at tinge, Om hvo der skulde Dværgdrotter danne Af blodigt Skums Og Blaabeens Blande.
10. Stofbrygger ypperste Dværg er vorden, Dørmand stander ham Næst i Orden;
I Mandeskikkelser Frem af Jord Gik Pugeskarer
" Paa Dørmands Ord.
11. Ny og Næ, Nordre, Søndre, Østre, Vestre, Altyv, Lukøje, Pusling, Nanne,
Nipper, Danne, Gyser, Kyser, Bump og Stump, Spænd og Spænder, Graaskjægsfa'r, Sødmjødsnar,
12. Vever, Slughals, Pust og Drille, Artig, Vovhals, Knort og Brille, Farveskjær, Bussemand, Pudsemand, Styr og Snild, Rigtig Dværge Stande her;
13. Filer, Kiler, Funtus, Fløjten, Knude, Vilder, Haandelav, Suus og Duus, Bryn og Piil, Avl og Iil, Hornbore, Priis og Stampe, Knold og Kampe, Skjoldeholde.
14, For Talsmænds Slægter Nu Dværge jeg tæller Til Elskov op, - Lukøjes .Fæller;
De, som søgte
Fra Bjærgets Sal
Muldvangs Sæde
Til Kampens Val, 15.
Der var Drøpner,
Slaaesbro'r, Ranke,
” Klintespore,
Smilebore, Glimmer, Blanke, Virvarsvolde, Glatter, Gamling, Alf og Ungling, Skjoldeholde,
16. Fjæler, Kjøler, Bringfordag, Fangimag, Hærmand, Sværdmand, Svariskov, Luskibusk: Det, mens Verden Staaer, skal være Elskovs Ætte- Tal med Ære.
f. Menneskets Skabelse.
17. Saa vandred” trende, Af Asers Følge, Mægtige milde
Ved Aagabs Bølge;
Ask og Embla De fandt paa Land,
… Uden Styr Liv de kaarede, Og i værnløs Stand. Love lagde,
18. Oldenes Sønner
Aand de ej havde, Skjæbne sagde.
Ej heller Tykke, 21.
Blod eller Lader, Ude hun sad
Ej Farvesmykke; I Enkestand,
Aand gav Odin i Til hende kom
Og Høner Sind, Den gamle Mand;
Blod gav Loder Den frygtelig Høje
Og Blomst paa Kind. " Hun skued” i Øje. g. Livet i fuldt Flor. : 22.
19. Hvi spørge I mig? Ygdrasil nævnet, Hvi friste I mig? En Åsk der stander, Ja, Odin tilfulde, Hvidmulds Vædske Jo kjender jeg, Det Højtræ vander, Hvor dølge Du vilde Deden kommer Dug, Dit Øje 1 Kundskabens Der i Dale gaaer, Herlige Kilde; Over Urdes Kilde Hver Morgenrød Den immergrøn staaer. Af Valfaders Pant
Drikker Mimer Mjød.
h. Gudsbevidsthedens Udvikli d | udsbevidsthedens Udvikling under Mon Tan sol
Lovens Herredømme fra det første
Syndefald (TheogoniensBegyndelse). Kan fatte det?
2. i. Kultur og Folkedannelse som Forbud Deden komme Møer, paa Kriyen. Der meget vide, 23. Trende fra Søen Hende gav Hærfader Ved Træets Side, Smykker og Ringe, Urde den første, Sange, som Viisdommeng Verdande den næste, Skatte kan bringe, Skulde den tredje: Spaadommens Vidjer;
De Runer fæste, Hvor Øjet sig vender,
Vide hun skuer, Alverden hun kjender. 24.
Saae hun Valkyrier, Dragne saa vide,
Rede til Gudernes Stamfolk at. ride: Skulde holdt Skjoldet, Den anden var Skøgel, Gunn, Hilde, Gøndel Og Spydskøgel.
k. Vanernes Guldalder, tabt ved Ufreden. Aser og Vaner +: Forening.
25.
Hun først i. Verden
Blandt Folk saae Blod,
Da Spydet gjennem
Guldvevre stod,
Og hun i den Højes . … Hal blev brændt;
Den tregang baarne
Blev tregang brændt,
Ofte, usjælden
Man det bedrev, .
End Guldvevre
I Live blev.
26. Spaakyndig Vala — Hun overalt,
Hvor hun til Huse kom, Heide blev kaldt;
Ulve hun tæmmed”
"Og Sejd hun nemmed”,
RE
Sejd som et kosteligt Spil hun bedrev, Stedse af Onde Begjæret hun blev. 27.
Til Udslags Sæde ÅAlmagter ginge, Storhellige Guder Om Raad at tinge: Om Aserne skulde Afgift yde, Eller alle Guder Offer nyde.
| 28. Brudt blev da Asa- Borgens Skranke, Med Kampgny Vaner I Felt sig sanke; Odins Spyd mellem Folkene foer, Det var den første
Krig paa Jord.
. Brudstykke af Runen om Gudernes
timelige Luftkastel og om Fantasien som Kjødets og som Aandens Ganger.
29. Til Udslags Sæde Almagter ginge, Storhellige Guder Om Raad at tinge: Hvo Svig havde stiftet I Luftens Rige, Til Jætterne lovet Odins Pige.
30. Kun der var Thor Af Harme ør, Han sjælden sidder, Naar sligt han spør; Brudt blev Eder Og sorne Ord, Den stærke Pagt, Der imiddel foer.
m. Himmelvejens (Regnbuens) Udgydelse af Gjalderhornet.
31. Hun veed Hejmdals Lur i Læ Under ætherisk Helligt Træ; Af Valfaders Pant en Aa Sees med jordisk Fos at gaae. Mon I nu ret Kan fatte det?
n. Forbud paa Omvæltningen i Livet. (Eller maaskee: Sol- og Maane- dyrkelse, og Menneskeoffer for at afvende Uaar.)
. 82. Øster i Jernved Sad gammel Kvind, Der fødte hun Børn I Ulveskind, Een især
Gjør dem alle Skam,
Maanetyven I Troldeham.
33. Med Livet af Dødsens
Mænd han mættes, Gudernes Sæde
Med Blod beplettes,
Til Sommer da sortnede Solens Skin,
Alt Vejrlig fangede Gruligt Sind.
Mon I nu ret
Kan fatte det?
34.
Kjællingens Vogter Paa Høj der sad, Han slog sin Harpe,
"Den Ørn, saa glad;
Goel næst hannem I Fugleved Fagerrød Hane,
Han Fjæler hed.
35. Guldkam galer For Asers Rækker, Hos Hærfader Han Helte vækker, Dernede høres En Anden gale, Sod-rød Hane I Hel-Sale.
O.
Guldvevres tredje Hedengang, eller p. Livskampens Udslag, Fornuften den tredje Guldalders Tab ved tages fangen. Balders Død. 38.
Lænket seer hun ligge
36. Gud Balders Skjæbne
Jeg saae i Løn, Han svømmed i Blod Den Odins Søn;
Af Grunden højnede Sig en Green, Smækker og liflig, Mistelteen.
37.
Mig syntes, den blev Til farlig Harm, Som Spyd den fløj Fra Høders Arm;
. [En Broder til Balder
Fik snarlig Liv, Som natgammel Helt Han yppede Kiv,
Haand toet, Haar kjæmmet
Ej han har,
Før Balders Fjende Paa Baal han bar.] Men Frigga monne Valhallas Vee
I Fensale
Med Graad betee. Mon I nu ret
Kan fatte det?
I Varmbads Lund Listigkrop . Loke, Den fule Hund; Over ham sidder Dybsind der, Ej just glad Ved sin Mages Færd. Mon I nu ret Kan fatte det?
39. Da man Vales Drabsbaand vinder, Haardt den Tarme- Knude binder.
. Ondt og Godt adskilles.
40. En Åa, som øster Om Edderdal falder, Med Dynd og Sværd Man Slider kalder.
r. De materielle Paradiser.
41. Stod mod Nordeu Ved Yndebjærge En Sal af Guld For Æt af Dværge; I Kuldefri stod En anden Stavn, Bruser er Jætters
Ølsals Navn.
s. Straffestedet.
42. Fjernt fra Sol hun Sal saae stande, Med Dørre mod Nord Paa Ligstrande; Gjennem Lyren falde Giftdraaber ned, En Fletning af Slanger I Tagets Sted.
43. I rivende Strømme Vade der Meensorne Mænd Og Morderhær Og hvo der Øret Bedaaret har
Paa den, som Andenmands
Hustru var.
Der suger Nidhugger Deødninges Krop
Og slider dem vildt Fra Taa til Top. Mon I nu ret
Kan fatte det?
t. Denne Verdens Undergang.
&) Forberedelserne.
44. Frem skuer jeg længer, Rig er min Sang
Om Sejrguders ramme |.
Undergang.
10
45. I Strid falder: Broder For Broders Haand, Søstersønner krænke Slægtskabs Baand, Grund gjalder, Luft Er Udyrs Stand, Ingenmand skaaner
En anden Mand.
46.
Haardt er i Verden, Hordom øves, Øxold, Sværdold, Skjolde kløves, Vindold, Ulvold, Før Verdens Huus Styrter i Gruus.
B) Magternes Sammenstød og Bane. | 47.
Mims Sønner lege, Hans Træ gaaer i Brand, Det gamle Gjalderhorn Tændte det an; Paa Horn skingrer Hejmdal I Luftens Sale, Med Mimers Hoved Skal Odin tale,
48. Gjennem Ygdrasils Ask En Skjælven gaaer, Det gi'er sig det gamle Træ, men staaer;
11
Slagen er Jættens Friheds Stund,
For Bratfjælds Hule Gjøer Helvedhund, Ulven faaer Hast, Håns Lænke brast.
49. Hrym sejler østfra Med Hærskjold i Top, Verdensslangen vælter sig Jættevild op Og knuger Havet " Med Ormekrop, Blegnæb slider Lig, Ørnen skriger, Ud af Havnen Naglfar higer.
50. Kjøl gaaer østfra, Muspels Skare Monne Lysets Hav befare, Loke staaer ved Ror; Et Ulvekor Af grulige Seller Er med .paa Farten, Bylejsts Broder Er en af Arten
bl. Sydfra gaaer Surt Med svajende Flamme, "Sværdet, som Valguders
Sol gjør til Skamme; f) Steenbjærge ramle Og Utysker famle, Helvedfart øves Og Himmelen kløves.
| 52, Hvor staaer det med Alfer? Hvor staaer det med Aser? Aserne tinge, Mens Jættehjem raser ; For Steendøre høres Puslingevraal, De stønne ved Bjærget, Som sætter dem Maal. Mon I nu ret Kan fatte det?
55
Da kommer vor Tilflugts Anden Kvide, Naar Odin farer - Mod Ulv at stride, Og Frey den Lyse Mod Surt holder Stand: Da falder Friggas Elskede Mand.
— 54, ne Da kommer Secjrfaders
Søn med Vælde,
"Vidar, for Morder-
Dyret at fælde;
+) Mon ikke Kometen var Surts Sværd, og derfra Troen paa, at den varsler Undergang?
I Tvivlingens Hjærte Staaer dragen Sværd, Saa er hævnet
Den Fader kjær.
53.
Da kommer Jords herlige
Søn med Harm:
See, Slangen faldt
For Indvierens Arm! Ni Skridt fra den frække Snog at gaae
Med Nød og Næppe
Kan Jordsøn naae.
y) Menneskehedens Undergang.
Allemand forlade Nu Verdens Stade.
0) Naturens Undergany..
u.
56. Sol maa sortne Og Jorden drukne, Klare Stjærner Paa Himlen slukne,
… Dampen straaler
Af Livstræets Top, Flammerne slikke Mod Himlen op.
E3 x ok
Gjenfødelsen og Saligheden.
D4 Jorden hun skuer Atter fød,
12
|
Eviggrøn stige
Af Havets Skjød;
Ørnen flyver
Over Fossens Væld, Han spejdede Fisken Fra sit Fjæld.”)
58. Åser mødes Paa Idrætsvange, Tale om Jordens Kjæmpeslange, Mindes om Skjæbner, Store og mange, Og Thunders gamle
Fimmelsange.
59. . Der de i Græsset For sidste Sinde
"De underfulde
Guldtavl finde,
Som fordum Guders Folkedrot, Frey,
Og Balder ejed Paa Tidens Vej.
60. Agrene voxe Usaaede der,
. Alt Ondt sig bedrer,
Thi Balder er nær;
") Der er Foraar i den nye Verden; thi Fisken staaer højt i Vandet.
Han og Høder Slaae sig til Ro
I Valguders Konges
Salige Bo. Mon I nu ret Kan fatte det?
61. Skjæbnens Vaand Er 1 Høners Haand; Viden Vindhjem Skal beboe Sønner af de Brødre to.
Mon I nu ret Kan fatte det?
62. En Sal, som Solen Yndefuld, I Gimle hun seer Med Tag af Guld; Fromme Drotter Dens Bænke pryde Og Livets Lykke I Tiden nyde.
13
Fhiliojeråleen,
64. Altets Styrer Fra oven kommer, Hin mægtige stærke Kongedommer, Domme han fælder Og stiller Strid, Helliger Freden
For evig Tid.
Den gamle Drage flyver i Lyset.
64. Da flyver Dimmel-
Dragen frem,
Snogen fra Mørkfjælds Dybe Hjem,
Nu sig Niddets Hugorm svinger — Lig han bær
Paa sine Vinger — Over Vang
Til Undergang.
14
2. RAVNEGALDERET.
mr
a. Den forstyrrede Tilstand i Til- i Å.
værelsen ved Syndefaldet og Tabet af Udødeligheden.
1. Alfader virker, Ålfer tvege, Vaner grandske Norner pege, Ividier ffære, Oldene bære, Thurser dræve, Valkyrier kræve.
2; Aserne spore Raad saa ilde, Tvivlsomme Runer Dem forvilde; Urde, som vogted Livets Kilde, Maatte dens bedste Dyd jo spilde.
3. Derfor flagrer Hugin rundt: |. Rast — kan volde Slægten Ondt, Tilfugt — er saa Tung at vinde, Udflugt — er saa Svær at finde.
For Dværge tviner Deres Styrke, Verdner synke Mod Svælgets Mørke, Ofte styrter
"Solens Ganger,
Ofte Rejsning Atter fanger. 5.
Strand og Straale Meer ej pligte, Luftens Strømme Stadigt svigte; Blik for Slægtens Fremtids Held Dølger Mimers
— Klare Væld.
Mon I ret Kan fatte det?
. Bevidstheden om den sande Gud
(Ydun) er falden ud af Paradiset og forvandles til den naturlige Guds=- bevidsthed ( Vala). 6. Fremsynet Disa I Dale boer, Ned fra Ygdrasils Ask hun foer; Alferne hende
15
Ydun kaldte, Førstekulds yngste Barn af Ivalde.
7. Af. sit Fald I Hu saa mod, Sat i Bur Ved Højtræes Rod, Nattens Slægt Hun lider ilde, Vant til Hjemmets Glade Gilde.
8. Sejrguder skue Nannas Sorg, Ulveham sende Til Vegmøes Borg; Dragten hun tog, Sit Sind hun brød, Fandt sig i Svigleg Og skiftede Lød.
10. Galdre løde, Herre og Svende Paa Ulve rede Til Verdens Ende; Odin lytter I Lidskjalvs Sæde, Saa lange Veje Han lod dem træde.
11.
sSpurgte den Kløgtige
Hende, som sender Livsdrik til Gudernes Slægter og Venner, Om dødskjulende Verdevs Indgang Tyde hun kunde, Fremgang og Udgang. 2. Ej Ord huirt. mælte, Ej kunde hun rede De Lyttende Tale,
c. Trende Sendebud fra Odin udforske hende forgjæves om den faldne Verdens Skjæbne.
Ej Udraab kvæde,
… Taaren fra Hjærnens.
9. Valgte da Odin Bævrasts Værge Til Gjaldsols Dørmø At besværge, Om hun vidste, Hvad Verden dulgte; Lopt og Brage Som Vidner fulgte.
Glugger rinder,
"Hendes Strid i
Graad forsvinder ;
13. Ret som Øst Fra Edderhav Kuldejætten Tjørnen gav, Hvormed Alfen
16
Natligt rammer Stolten Midgaards
Folkestammer:
14. Daad da slappes,
Haanden segner, Hovedet af Svimmel blegner, Tankcør og Sandsesløs
Hele Sværmen Gaaer i Døs:
15. Saadan Jorun For Guder var, Da hun sorgspændt Dem negted Svar; Stærk de kræved, Jo meer hun negted, Ivertalen Dog Intet mægted.
d. Hejmdal og Loke vende tilbage og
melde Udfaldet af Sendelsen,
16. Bort gik Spørge- Færdens Fremmer, Han, som Herjans Gjaldhorn gjemmer, Skarptrefs Søn I Ledtog foer; Grimners Skjald Tog Vagt paa Jord.
17. Til Gudinders Borg sig svinge Tavse Mænd Paa Stormens Vinge, Træffe Aser Der til Sæde, Yggers Folk Ved Gildets Glæde.
18. De bøde Højsædets Vært, den bolde Tvivlforløser, Hil at volde, Guderne sæle Gildet at nyde, Stedse sig hos den Høje fryde.
19. Storværks Bud Til Bænks dem sætter, . Sørimner Heltes Skare mætter, Skøgel for Borde Med Mjøden kvæger Af Mindehornet I Lunets Bæger.
20. Mangt et Spørgsmaal Ved Bordet finder Til. Hejmdal Guder, Til Loke Gudinder, Om Kvinden Spaadom
Og Sandsagn vidste — Til Kvældens Mørke
Sig frem mon liste.
21. Slet de sagde Færden gangen, Liden Roes af Hvervet fangen, Thi, af hende Svar at nøde, Var forgjæves Tankemøde.
e, Odin trøster med, at Morgenen kan
rige lysere Udsigter.
VÆRE Odin svarer, Alle lytte:
»Nye Raad er Nattens Bytte, Hver, som evner, Til imorgen Søge Raad Fi or Asasorgen |«
23. Nu i Spring paa Dybet kjører Nat, som aldrig Foden rører; Alt som hende Hesten fører, Guder fra Gilde
17
|
|
Sig forføje, For Odin og Frigga De sig bøje.
.… Morgenen kommer, og Frelsens For-
bud søger mod Himlen, 24.
Dag nu skyndte
Frem sin Ganger, Med dyre Stene Dens Bidsel pranger, Manken Glands over Mandhjem spreder, Solen i Vogn
Den Hest fremleder.
ØB I Verdensgrundens Nordre Fold, Ved Adeltræets Dybe Hold, Gyger, Thurser, Puslingskare, Dværge, Puge Til Hvile fare.
26, Op staae Helte, Alfstraalen blinker, Mørkhjem Natten Til Norden vinker, Hejmdals aarle Brofærd gjalder, Himmelbjærgets Hornlydskalder.
ED VR
18
3. SKIRNERS FÆRD.
en
Njords Søn Frey havde en Dag sat sig i Lidskjalv og over- skuede alle Verdener; han saae til Jættehjem og fik der Øje paa en fager Mø, medens hun gik fra sin Faders Bolig til sin Skemme. Deraf fik han en stor Sindslidelse. , Skirner hed Freys Skosvend, ham bad Njord at tale med Frey; da sagde
Skade.
1. Rejs Dig, Skirner! Og hen Du gaae, For Sønnen vor I Tale at faae; Og for at spørge Vor vise Frænde, Mod hvem hans Harm
Sig monne vende.
Skirner. 2. "SE Vist onde Ord Af Sønnen jeg faaer, Om hen at tale Med ham jeg gaaer, Og spørger Manden, Den vise Frænde,
Mod hvem hans Harm |
Sig monne vende.
Skirner. EB Du Folkehersker For Guder, Frey! . Hvad jeg vil vide,
Forhold mig ej: Hvi Dag for Dag Den lange Så Eensom, min Drot! Dig fængsle skal?
Frey.
4. Hvorfor skal jeg Min Hjærtevee, Ungersvend ! Dig lade see? Alfstraalen lyser Jo hver en Dag, Men ikke den volder Mig Behag.
Skirner.
D.
Mand! ej større Din Sorg kan være, End at Du kunde For mig den kære; Vi samledes unge I Fordumstid,
Vi to bør slaae
Til hinanden Lid.
19
Frey. 6. En Mø i Gymers Gaarde at gange
Den vise forborgne Tryllelue; Og Sværdet, der selv Sig svinge kan,
Jeg skued, hun tog Naar horsk”) blot er Min Hu tilfange. Dets Ejermand. Lyset fra hendes
Skirner sagde til Hesten:
Årme gik, SÅ
Saa Luften og Søen å
Lysning fik. Derude er mørkt, 7. Os bør nu at fare
Mere jeg denne Over taaget Fjæld,
Mø attraaer, Over Folkeskare ;
End nogen Mand Enten begge
I sin Ungdomsvaar ; Vi vende tilbage,
Blandt Aser og Alfer Eller mægtig Jætte
Der Ingen er, Os begge skal tage.
Som vil, at vi have Skirner red da til Gymers Gaard
Hinanden kjær. i Jættehjem; der vare olme Hunde
Ski bundne ved Ledet af den Skigaard, SR RENSES som omgav Gerdas Sal, Han red 8. hen til en Hyrde, som sad paa Højen, Saa giv mig den Ganger, og talte saa til ham: Hvis Spring kan kue TE; Den vise forborgne Hyrde! som sidder Varsellue,
Paa Højen der,
Mig giv den Klinge Og alle Vejene
Der selv sig kan Vogter her bj
Mod -Jætter svinge, Siig, hvordan jeg Frey. | I Tale kan vinde 9 For Gymers Hunde
) ? Dis Gurre, Den unge Kvinde:
Hvis Spring kan kue +) flink og forstandig. og
…, Hyrden.
12. Er Du enten En Dødsens Mand, Eller alt skilt Fra Livets Stand? Gymers gode Mø at faae I Tale, det skal Du Aldrig naae.
Skirner. 13.
Bedre Du gjøre Kunde, end klynke For En, som rede Ér til at synke; Mig er kun Døgnets Alder givet, Dertil skabtes Mig hele Livet.
Gerda. 14.
Hvad larmende Larm I vore Huse
Monne mig nu
For Øre suse? Jorden bæver,
Og deraf alle Gymers Gaarde
I Skjælven falde.
20
Ternen.
15. Herude er stegen Af Hestens Sæde En Mand, og lader Sin Ganger æde.
Gerda. 16.
Ind i vor Sal Du skal ham byde, For der den klare Mjød at nyde, Om end jeg maa I Sindet ane, At her nu stander
Min Broders Bane.
17. Er Du en Alf Eller Asasøn, Hvad heller af vise Vaners Kjøn? Hvi kommer Du her Alene frem Over striden Strøm Åt søge vort Hjem?
S kirner.
18.
"Ej er jeg Alf
Eller Asasøn, Ej heller af vise Vaners Kjøn;
Dog ene jeg kom Over Stridstrøm frem For at besøge Eders Hjem.
19. Elleve Æbler Du seer mig have Af pure Guld; Den Fæstensgave, Gerda! er din, Du sige blot nu, At Frey unødigst Du skjænker din Hu.
Gerda. 20.
Aldrig skal elleve Æbler jeg tage, For noget Mandfolk At behage; Mens Liv i os Er til, skal jeg Aldrig bygge Og boe med Frey.
Skirner. 21.
Saa vil jeg da skjænke
Dig Ringen til Løn,
Som brændtes med Odins
Unge Søn; Hver niende Nat Fra Ringen falde Otte andre, Jævntunge alle.
Gerda. 22.
. Ikke jeg tager
Den Ring i Løn,
Skjønt brændt med Odins Unge Søn;
Ej fattes mig Guld
I Gymers Gaard,
Jeg Deel i min Faders Rigdom faaer.
Skirner. 23:
Seer Du Sværdet, Min Liljevaand ! Smækkert og klingert Her i min Haand? Hovedet hugger jeg Af dm Hals,
Hvis ej din Tale
Er mig tilfals.
Gerda.
24. Mig man aldrig Ved Tvang skal faae Til Mand at elske; Dog vil jeg spaae: Hvis Du og Gymer I stridbar Lyst
” Hinanden møde,
Da staaer der en Dyst.
Skirner.
25. Seer Du Sværdet, Min Liljevaand ! Smækkert, og klingert Her i min Haand? Disse Egge Din Fader skal kue, Døden den gamle Jætte true.
26. Tugtevaanden Mod Dig jeg svinger, Mø! Dig under Min Vilje bringer. Did skal Du gange, Hvor siden i Løn Aldrig Dig øjner En Menneskesøn.
27. Stadig Du sidde Paa Ørnens Tue, Og vendt fra Verden Mod Helhjem skue! Mad skal vorde Dig ledere, end Hin glindsende Snog For Jordens Mænd.
28. Kun frem Du komme Til Spee og Spot! Videre skal Du Stilles blot,
22
End Vogteren foran Guders Slot. lisjætter paa Dig Sit Blik skal fæste, Alverdens Stirren Dig have tilbedste; Selv gabe Du fort Fra Dødens Port!
29. Virren og Hvimlen, Tussel og Utaal Fylde med Taarer Dig Sorgens Skaal; Sæt Dig ned Og hør min Text: Glædens Afbræk
Sorgens Væxt.
30.
Alle Dage
I Jætters Gaarde Dig Skræmsler plage, Til Rimthurser op Syg Du slæbe Hver Dag Din Krop, Kostberøvet, Kostbedrøvet; Graad for Gammen I Hjemgjæld tage, Taarer 1 Ledtog Med al Din Plage! 31. Dit Liv Du tære Med Trehovedthurs
Eller mandløs være! Fra Morgen til Morgen Dig ramme Sorgen, Som Tidsel Du staa, Der ind har trængt sig 1 Forstuens Vraa!
32. Til Skovs jeg gik Til urørt Lund, Til Tryllevaands Fund, Og Tryllevaand fik.
33. Dig vredes Odin Og Asabasen, Alt vender Frey Imod Dig sin Rasen, Førend Du onde Mø endnu Er ramt af Guders Tryllegru.
34. Hører Thurser! Og hører Jætter! Suttungesønner! Selv Asaætter! Hvor Forbud for Møen, Hvor Ban for Møen Mod Mands Fornøjelse Her jeg sætter, Mod Mands Omgjængelse Her jeg sætter.
35. Thursen, som have Dig skal dernede Ved Dødens Port, Mon Frostgrim hede. Gede — Addel Ved Altræets Rod Dig Skrællinger byde, Bedre Drik | Du aldrig nyde, Mø! efter Din Vilje, Mø! efter min Vilje,
36.
Thurs jeg rister, Og trende Stave, Arghed, Galskab, Utaal, Du have; — Hvad paa jeg rister, Jeg af kan skjære, Om Saadant skulde Fornødent være. —
Gerda.
37. Hil Dig være Da hellere, Svend! Den fulde Rimkalk Dig rækkes hen Med gammel Mjød; Dog havde jeg tænkt Aldrig at vorde
Til Vaningen skjænkt.
Skirner.
38. Fuld Besked Jeg dog maa vide, Førend jeg heden Hjem kan ride: Naar vil Jaord Du paa Thinge Njords den mandige Søn vel bringe?
Gerda.
. 39. Barrø hedder, Som begge vi veed, Lunden, hvor Hvile Har sit Sted;
Der kan efter Nætter Ni
Sønnen af Njord Til Gerda frie.
Da red Skirner hjem. Frey stod ude, anraabte ham, og spurgte Nyt:
40. Siig, Skirner! før Saddel Af Hesten Du kaster,
24
Og førend et Skridt Du fremad haster, Om Du i Jættehjem Udrettet fik,
At Sagen efter
Vor Vilje gik?
Skirner.
41. Barrø hedder, Som begge vi veed, Lunden, hvor Hvile Har sit Sted; Der kan efter Nætter Ni Sønnen af Njord Til Gerda frie.
Frey.
42. Lang er en Nat Og længere to, Hvor skal jeg i trende Bevare min Ro? Ofte en Maaned Var mindre lang, End Halvdelen af En Nat saa trang.
25
4. GROTTESANGEN.
en
| Grotte hed en Kværn, som Kong Frode ejede, den malede
hvadsomhelst han vilde, — Guld og Fred; Fenja og Menja hed Mølleternerne.. — Da tog Søkongen Mysing Grotte og lod den male hvidt Salt paa sine Skibe, indtil de sank i Petlandsfjord; der er siden et Svælg, hvor Søen falder i Grottes Øje, og naar Kværnen fnyser, saa fnyser Søen; deraf blev Havet salt.
1. Tilhuse hos Kongen Kom vi nu, Fenja og Menja Med fremviis Hu; Fredlevssønnen Frode binder
I Trælleaag
De mægtige Kvinder.
2.
De ledtes hen, Hvor Kværnen laae, I Gang de satte Kampen graa;
Ej Rist og Ro
Af ham de nød, Før Ternesangen For ham lød.
3. Tavshedsbryderens Brummen lyder, Kværnen staaer, Stenen gaaer, Meer at male
Han Møer byder.
Å. Med Oplyd svunge De Stenen i Rend, Da søvnede Frodes Fleste Mænd, Kvad saa Menja Denne Sang —
"Nu havde hun faaet
Sin Mølle paa Gang:
5,
Paa Lykkekværnen Vi male Frode,
Rig og sæl, | Velstand den gode: Paa Guld han sidde! Paa Duun han sove! Med Lyst han vaage!
Vort Værk vi love.
6.
Her skal Ingen
En Anden skade,
Ej pønse paa Ondt, Ej dræbe lade;
Ej svinges det hvasse Sværd af Haand,
Om Broders Bane
End træffes 1 Baand. 7. i
Hans Ord ej lød,
Før saa han bød:
»Sover ej længer,
End Hanen paa Stang,
Sover kun, mens
Jeg nynner min Sang!
Menja.
8. Er, Frode! Du end En veltalende Mand, Paa Trællekjøb kåvde Du liden Forstand ; Du valgte paa Huld Og gode Kræfter, Men Ætten spurgte Du ikke efter.
9. Haard var Hrungner Og Hrunguers Fa'er, Endnu stærkere Thjalfe var; Ide og Ørner Vor Stamslægt alle, Bjergrisebrødre Vi Fædre kalde.
10. Ej skulde Grotte Fra Fjældet graa, Ej haarden Hald " Fra Jord udgaae,
26 -
Ej skulde Bjergmø Møllen vende, Havde blot Nogen Nys om hende.
11. I Vintre ni Under Jorden var Og voxed det stærke Søsterpar, Storværk Møerne Syslede med, Klippesæder Vi flytted afsted.
12. Fjælde vi vælted I Risers Hjem, Grunden skjælvede Under dem, Rullestene Og Kampeskrog Slynged vi did, Hvor Mænd dem tog.
13. Siden vi traadte I Folkestand, Fremvise tvende, Paa Sverrigs Land, Brøde Skjolde Og Bjørne vog, Gjennem graasærket Hær vi drog, Styrted en Fyrste, En anden vi støtted,
Den brave Guttorm Vor Bistand nytted, Først Hvile Man nød
Ved Forfølgerens Død.
14, Saa fore vi fort I nogen Tid, Da vare vi holdte Som Kjæmper i Strid, Af Vunder lode vi Blodet springe For skarpe Spyd Og væded vor Klinge.
15. Nu ere vi komne Til Kongens Land, Miskundløse I Trællestand ; Vi fryse om Hoved, Gruus slider vor Fod, Fredsværket vi drage
Med sorrigfuldt Mod.
16. Haanden ej længere Halden skal svinge, Jeg har ej mere Til Mølle: at bringe; Her er om Hvile
For Haand dog ej Tale,
Førend Kong Frode
Faaer nok af at male.
27
17. Hænder nu haarden Haandskaft holde, Vaaben, som blodigt Fald skal volde. Vaagn Frode! vaagn op! Hvis Du vil opfange Møernes Sandsagn, Møernes Sange.
18. Østen for Borgen En Ild jeg skuer, Manddrab forkynde Dens varslende Luer, Paa Stand nu kommer En Hær tilstede, Byen den brænder, Budlungers Sæde
19,
Ej skal Du længere Lejrestol holde, Ringene røde
Og Kværnen, den bolde. Søster! Sæt skarpere Skaftet i Gang,
Ej blodig Kamp
For vor Vugge man sang.
20. Nu mol min Faders
Mø med Vælde,
Thi Folkemasser Hun saae dem fælde; Store Støtter
Fra Rammen sprang,
Jernvarder ;
Hold Møllen i Gang!
21.
Mere vi male; Halvdaners Pode, Yrsas Søn,
Skal hævne Frode; Begge vi vide, Han for sin Moder - Baade skal hedde Søn og Broder.
28
22.
Saa mole de Møer Et mægtigt Værk, Thi Jættehuen
Var ungdomsstærk. Da skjælvede Skaftet, Sig Rammen forskjød, Itu den svære
Hald sig brød.
23. Et Ord de Bjergkvinder Høre lode: Ret som vi sagde, Vi maled” for Frode, Til Enden de Møer Ved Møllen stode.
5. HAMMERHENTNINGEN
eller
KVADET OM THRYM.
om
Vred blev Vingthor, Han vaagnede brat Og kunde ej faae Sin Hammer fat;
Sit Hoved han rysted Og Skjægget skaged, Jordsønnen rundt Omkring sig raged.
em
2. Allerførst han Det Ord da melder: Hør nu, Loke! Hvad jeg fortæller, Hvad Ingen paa Jord Og i Himmel har anet: Af Tyvehaand
Er min Hammer ranet.
. 3. - Til Freyas favre Huus de foer,
Allerførst mælte han ”
Dette Ord:
»Freya! Din Fjederham
Laan os den, Om jeg kunde hitte
Min Hammer igjen."
Freya.
Å. End var den af Guld, Saa fik Du den, End var den af Sølv, Jeg gav den hen.
9; Loke da suste Og Hammen bruste, Fra Asers Gaarde Fløj han frem. Indtil han kom Til Jættehjem.
6. . Der sad Thursedrot Thrym paa Bakke, Lavede Guldbaand Til sin Rakke, Striglede Manken Paa sin Blakke.
Thrym. 7.
Hvor staaer det 1 Asers
Og Alfers Hjem? |
Hvi kommer Du her Saa ene frem.
Loke.
— Ilde staaer det
I deres Hjem, Lorrides Hammer
Har Du igjem.
Thrym. 8.
Lorrides Hammers Skjulested Er otte Raster I Jorden ned, . Ingen skal hente Der den ud,
Med mindre han bringer
Mig Freya til Brud. 9. Loke da suste
Og Hammen den bruste,
Ud han fløj Fra Jættehjem, Til Asers Gaarde Kom han frem. Midt i Gaarde Han mødte Thor, Som allerførst mælte Dette Ord:
10. Fikst Du Noget For Din Umag? Fortæl fra Luften Den hele Sag;
30
Siddende Mand Tidt falder i Staver, Og liggende Mand Tidt Løgne laver.
Loke.
11. Jo, Noget fik jeg For min Besvær, Hos Thursedrot Thrym
Din Hammer er;
Kan hente den ud, Med mindre han fører
Ham Freya til Brud.
12. De gik, hvor den favre Freya sad, Og allerførst dette Ord han kvad: »Freya bind Brudelin Om Dig paa Stand, Vi to skal age Til Jætteland.”"
13. Vred blev Freya, Hun fnyste saa kvik, At Gudesalen En Rystning fik Og Brisingemen I Stykker gik: »Kald mig den Galeste
Efter Mand,
Men derfra Ingen
Hvis Dig jeg følger
Til Jætteland.” 14.
Alle Aser
Paa Thinge vare,
Asynier ålle
I samme Skare,
Paa Raad de mægtige
Guder gaae,
Hvorlunde .de skulde
Den Hammer faae.
15. Kvad da Heimdal Den As saa hvid — Som Vaner han kjendte Den kommende Tid: »Om Thor vi binde Et Brudeklæde, Han hære Brisinge — Men det brede.
16. Fra Bæltet vi lade Nøgler klinge, Kvindeklæder Hans Knæ omringe, Med Stene vi pynte Ham Brystet op, Og sætte ham pænt,
En Hovedtop."
17. Det kvad da Thor Den tappre Gud:
»For Kjælling skjældte Mig Aser ud,
Om jeg lod binde Mig Lin som Brud.+« 18.
Meldte da Loke Løvøemand:
»Thor, med Sligt
Du tie paa Stand, Snart vilde Jætter Asgaard tage,
Naar ej Din Hammer
Du fik tilbage.”
19. Om Thor de bandt da Brudeklæde, Bar han Brisinge — Men det brede; Nøgler de lode Fra Beltet klinge, Kvindeklæder Hans Knæ omringe, Med Stene de pynted Ham Brystet op, Og satte ham pænt En Hovedtop.
20. Det meldte da Loke — Løvøemand: »Jeg vil være Din Terne forsand,
Sammen vi age Til Jætteland !«
31
21 Hjem bleve Bukkene Drevne snart, Spændte for Skagler Til Hurtigfart, Bjærgene brast, Jord gik i Brand, Odins Søn aged Til Jætteland.
… FØR: Det kvad Thrym Den Thursemand: »Op nu Jætter Gjør Bænke istand, Fører mig Freya Til min Favn, Datter af Njord Fra Skibestavn.”
23. Driv guldhornede Køer sammen, Kulsorte Øxne Til Jætters Gammen ; Skatte og Smykker Af dem har jeg nok, Freya alene
… Mangled i Flok.«
24. Tidlig i Kvæld Var Gjæstebud, Q1 blev baaren For Jætter ud;
Thor aad en Oxe, Otte Laxe, Alt Kraaseri Som for Kvinder var, Af Mjød han tømte Trende Kar.
25. Det kvad Thrym Den Thursedrot:
,»Hvor saae man Brud, .
Der bed saa godt? Ej saae jeg Brud, Der bredere bed, Eller Mø, som mere Mjød satte ned."
1 26. Den flinke Terne I Nærhed var, Paa Jættens Tale Hun vidste Svar: »Freya har fastet I otte Nætter, Saa hidsigt længtes hun Efter Jætter.
27. Han løftede Sløret " For Kys at faae, Men foer tilbage Til Salens Vraa: »Hvor kunne dog Freyas Øjne stikke? Der farer jo Ild Af hendes Blikke."
32
28. Den flinke Terne I Nærhed var, Paa Jættens Tale Hun vidste Svar: »Ej Søvn fik Freya I otte Nætter, - Saa hidsigt længtes hun Efter Jætter.”
29. Ind kom Jættens Grimme Søster,
. Hun Brudegave
At kræve lyster: »Lad røde Ringe Af Haanden gaae, Hvis Du vil Gunst Hos mig opnaae, Gunst hos mig
Og Hyldest faae."
30. Kvad da Drotten I Jættehjem: »Til Brudevigsel Bring Hammeren frem, Læg saa Mjølner I Møens Skjød, Og vie os sammen Som Var det bød!« 31. Loe da Lorrides Sind i Bryst,
33
Han kjendte sin Hammer I stridbar Lyst;
Først Thursedrotten Thrym han slog,
Saa hele Jættens
Æt han vog.
32. Faldt da Jættens
Søster den Gamle, Der Brudegave
Sig vilde samle; Smæk for Skillinger Maatte hun tære, Hammerdask
For Ringe bære. -— Men Thor nu atter Sin Hammer fatter.
6. DVÆRG ALVIIS.
AÅAlviis. 1.
De Bænkene bolstre, Nu Brud skal drage I Følge med mig, For hjem at tage; At stærkt der hastes, Enhver maa tro, Men hjemme skal Intet Forstyrre vor Ro.
Thor. 2.
Hvad er det for en Fyr, Saa bleg om Næsen? Med Lig Du inat
Vist drev dit Væsen? Lidt Thurseagtig
Du seer mig ud,
Og Du skulde være
-Skabt for en Brud?
Alviis. 3. Alviis jeg hedder, Nede i Jord Jeg bygger, og under Stenen boer. Hos Vognens Mand Besøg jeg gjør, Faste Løfter Ej brydes tør. Thor. 4. Jo! jeg skal bryde! Ved Brudens Pagt Har jeg, som Fader, Den største Magt. 3
Da Løfter Du fk, Var jeg ej hjemme,
Kun En blandt Guder
Din Sag kan fremme. Alviis. 5. Hvo er den Rekel,
Som her vil sige,
Han raader for favert
Skinnende Pige?
I Spydigheder
Mod Folk at rette Vist næppe Nogen Dig højt vil sætte; Hvo gav Dig Penge For her at komme
" Og ind Dig mænge?
Thor. 6.
Vingthor hedder jeg, Sidskjægs Søn, Vide omkring Jeg foer paa Røn; Men Du skal aldrig Uden mit Minde Ungmøen have Og Ægteskab vinde.
Alviis. i. Snart dit Minde Jeg da maa have
Og Ægteskab vinde;
Heller jeg favner Den sneehvide Mø, End hende savner.
Thor. 8. Møens Elskov Man Dig at nyde, Vise Gjæst! Vil ej forbyde, Hvis Du fra hver En Verdens Rige, Hvad jeg vil vide, Mig Alt vil sige. Alviis. 9. Spørg da Vingthor, Siden det huer Dig nu at rønne, Hvad Dværgen duer; Verdener ni Har jeg besøgt, Hvert et Væsen Kjender min Kløgt. Thor. 10. Siig mig Alviis, Thi det er mig klart, Dværg! at Du kjender Allemands Art: Hvad monne Oldenes Sønner kalde Jord, som bredes For Verdener alle?
Alviis. 11.
Fold hos Aser Og Jord hos Mænd, Veje af Vaner Kaldes den; Grønladen Den nævnes hos Jætter, Groende kalde den Alfers Ætter, Grundstof sige Grundens Magter, Som opad hige.
Thor.
12.
Siig mig Alviis, Thi det er mig klart, Dværg! at Du kjender Allemands Årt: Hvad monne man Den Himmel kalde, Hvis Virken føles I Verdener alle?
Alviis.
13. Lunhvælv hos Guder, Himmel hos Mænd, Vindvæver kalde Vanerne den;
Ophjem siger
Et Jættedrog, Fagerloft Navnet I Alfers Sprog,
35
"4
Men Dryppesal Hos en Dværgepog. Thor.
14. Siig mig Alviis, Thi det er mig klart, Dværg! at Du kjender Allemands Art: Hvilke Navne Vel Maane har, Der hver en Verden Er aabenbar?
Alviis. 15.
Hobsamler hos Guder,
Maane hos Mænd, Rullehjul nævner En Helbo den; Skynder hos Jætter, Og Skin den kaldes Hos Dværgeætter, Hos Alfer hedder den Tidberetter.
Thor. 16. Siig mig Alviis, Thi det er mig klart, Dværg! at Du kjender Allemands Art: Hvad Tidens Slægter Vel Solen kalde, Synlig for dem I Verdener alle? 37
Alviis. 17.
Sunna hos Guder, Sol hos Mænd, Immerglo kalde Jætterne den; I Dværgerøster Nævnes den Lukøies Legesøster, Fagerhjul Hos Alfeseller, Ålskjær nævne den Asers Fæller+).
Thor.
18. Siig mig Alviis, Thi det er mig klart, Dværg! at Du kjender Allemands Art, Hvad Navn i hver en Verden man hører Paa Skyer, som Regnens Skurer fører?
Alviis. 19. Sky hos Mænd, Hos Guder Regntyder, Vindflaade Navnet Hos Vanerne lyder, Vandpøs hos Jætter,
") 3: Vanerne.
Hos Alfer Vejrmagt, Hyllehjælm bli”er Hos Hel der sagt.
Thor.
20.
Siig mig Alviis, Thi det er mig klart, Dværg! at Du kjender Allemands Art: Hvad monne man Vel Vinden kalde, Som videst farer I Verdener alle?
Alviis.
21.
Flagrer hos Guder, Vind hos Mænd, Vrinsker hos Højmagter Nævner man den, Hyler hos Jætter Og Drønfarer Hos Alfer, men .Ræber Hos Hels Skarer.
Thor.
22. Siig mig Alviis, Thi det er mig klart, Dværg! at Du kjender Allemands Årt: Hvad monne man vel Lugnet kalde, Der ligge skal I Verdener alle?
37
Alviis. 23.
Lugn hos Mænd, Blikstille hos Guder, Vindro igjen | "Det nævnes hos Vaner, Kvalme hos Jætter, Men Dagmilde Hos Alfeætter, Og Dagro I Dværgebo.
Thor.
24. Siig mig Alviis, Thi det er mig klart, Dværg! at Du kjender Allemands Årt: .Hvad monne man vel Havet kalde, Hvorover man roer I Verdener alle?
Alviis. . 25.
Sø kalde det Mænd, Guder Grundhviler, Jætter Aalhjem, Vaner Topiler; Vædskestøtte I Alfers Rige Detnævnes, men Dybhav Dværgene sige.
Thor. 26.
Siig mig Alviis, Thi det er mig klart, Dværg! at Du kjender Allemands Årt: Hvad monne Oldenes Sønner kalde Ilden, som brænder I Verdener alle?
Alviis.
27.
Funker hos Aser, Ild hos Mænd, Flakker kalde Vanerne den, Hos Dværge nævnes den For-Brænder, Slughals hos Jætter, Hos Hel Dødsender.
Thor. 28.
Siig mig Alviis, Thi det er mig klart, Dværg! at Du kjender Allemands Årt: Hvad monne Oldenes | Sønner kalde
Skoven, som voxer I Verdener alle? Alviis. | 29. Markmanke hos Guder
aL 4 TÆT: 100302
Og Skov hos Mænd, Bjergtang kalde Dødninge den; Vaand hos Vaner, Brænde hos Jætter, Fagergrenet
Hos Alfeætter.
Thor.
30. Siig mig Alviis, Thi det er mig klart, Dværg! at Du kjender Allemands Art: Hvorledes monne man Natten kalde, Af Nørve avlet I Verdener alle?
Alviis.
31. Festløs hos Guder, Nat hos Mænd, Maske kalde Højmagter den; Ulys hos Jætter, Hos Alfeætter
Søvngammen,
Men Drømvæverinde
Hos Dværgestammen.
Thor. 32. Siig mig Alviis, Thi det er mig klart,
38
Dværg! at Du kjender Allemands Art,
Hvad Oldenes Sønner Sæden kalde,
" Der udsaaet bliver
I Verdener alle?
Alviis.
33.
Bar blandt Guder, Byg hos Mænd, Væxt hos Vaner Man kalder den; Æ de hos Jætter, Hos Alfeætter Saftstok, Men Hængehoved Hos Dødningeflok.
Thor. 34.
Siig mig Alviis, Thi det er mig klart, Dværg! at Du kjender Allemands Art: Hvad monne Oldenes Sønner kalde Øllet, som drikkes I Verdener alle?
Alviis. 35. Ø1 hos Mænd, Bjor det nævnes Hos Aser igjen,
Vanerne kalde det
Qvægende Kraft;
Men Jætterne sige Den rene Saft, Navn af Mjød Hos Hel det faaer, Suttungs Fæller”)
Det kalde Godtaar.
Thor. 36. Aldrig saae jeg
39
En Hjærnekasse Rumme en større Lærdomsmasse.
Men nu maa jeg sige, At narret Du er
Ved List uden Lige; Thi, Dværg! alt Solen I Salen skinner,
Og oven Jorde
Dig Dagen finder.
7... BALDERS DRØMME
eller
KVADET OM VEJVANT.
iR Alle Aser Mødte paa Thing, Asynier alle I Raadets Ring; Derpaa grundede Mægtige Guder, Hvad Balders svare Drøm bebuder.
2. Meget værkede (gudens Blunden,
+) 2: Dværgene.
ren me
Lykken syntes
I Søvne svunden; Fremtids Varsler Jætterne søgte,
Om Ondt man kunde Af Sligt befrygte.
3.
Varslerne løde: Ullers Frænde, Den Elskelige,
Sit Liv skal ende; Frigga, Odin
Og alle Magter
40
Smerten rammer — Paa Raad man agter.
4. Til alle Væsener Bud skal gange, Skaansel og Fred For Balder at fange; Alle loved At sværge Fred, Frigga tog Alle I Løfte og Eed.
5. Valfader aner, At Fejl er derved, At Vartegnsaanderne Ej vare med; Til Slutningsraad Han Aserne kalder, Megen Tale Paa Stævnet falder.
6. Da rejste sig Odin, Oldenes Rod, Saddel paa Sleipner Han lægge lod, Mod Nifihel deden Styred han hen, Fra Hel der kom ham En Hvalp igjen.
7. Blod paa Bryst, Om Morderflab
Og Kjævehæng,
Han slog sit Gab Gjøende fræk
Mod Galdrets Fader, Og tudede væk.
8. Frem red Odin, Det dundred i Jord, Til Hels det høje Huus han foer; Mod Øst for Porten Sig Ygger begav, Der vidste han fandtes
Valas Grav.
9. Valgaldre han for Den Kloge sang, Mod Norden skrev han Tegn paa Stang, Mumlede Ramser, Om Sandsagn bad — Da nødtes hun frem Og Dødsord kvad:
10. Hvad ukjendt Mand Er kommen her, Og haver mig øget Mit Sindsbesvær? Død laae jeg længe, Hvor Sneen driver, Regnen pidsker Og Duggen siver,
41
11. Vejvant jeg hedder, Er Kampvants Søn, Siig Nyt fra Hel, Tag Livsnyt iløn: For hvem er Bænken Saa kosteligt redt, Og Sædet herligt Med Guld beklædt?
12. Mjød stander her, For Balder brygget, En Drik saa skjær; Skjold den bedækker, Fortvivlede ere Åsers Rækker. Jeg talte nødig, Nu tier jeg mødig.
13. Ti ej Vala! Jeg fritter Dig ud Til Alt jeg veed; Siig end paa mit Bud: Hvo skal vorde Balders Bane, Og Odinssønnen Livet rane?
14. Navnkundig Kvist Hæver Høder hist.
Han skal vorde Balders Bane
Og Odinssønnen Livet rane.
Jeg talte nødig, Nu tier jeg mødig. "15,
Ti ej Vala! Jeg fritter Dig ud
Til Alt jeg veed;
Siig end paa mit Bud: Hvilken Hævner
Skal Høder tvinge, Og Balders Bane " Paa Baalet bringe?
16. Søn føder Rinda I Vesterlide, Natgammel Odins Søn skal stride. Ej Haar kan kæmmer, Ej Haand han tvætter, Før Balders Bane Paa Baal han sætter. Jeg talte nødig, Nu tier jeg mødig.
17. Ti ej Vala! Jeg fritter Dig ud Til Alt jeg veed; Siig end paa mit Bud: Hvo ere de Tøjter, . Som græde for Løjer Og flage mod Himlen Med Nakkesløjer?
42
18. Ej er Du Vejvant, Som før det lod, Snarere Odin,
20. Rid hjem nu Odin Og nyd Din Priis! Mig Ingen skal søge Paa saadan Viis, Førend Loke Løsnes af Baand,
Den gamle Rod. 19. Ej er Du Vala, Ej Kone klog, Men Moder til trende
Og Magternes Bane Truer for Haand.
em te er me REE En
Thursedrog. 8. VAFTHRUDNER eller VIDKJÆMPEN. Odin. | | Frigga. l. 2.
Frigga, dit Raad | Vist Gudehjemmet, Du skjænke mig nu, | Om jeg skulde raade, Thi Vandrelysten | Hærfader vilde Betog min Hu; | Nu bedre baade; Vidkjæmpens Hjem Thi ingen Jætte Jeg søge vil. " Jeg turde sige En mægtig Begjær At være i Styrke Mig driver til Vidkjæmpens Lige. Med denne Jætte, | Odin. Som Alt skal vide, 3. I gamle Viisdoms- Vide jeg foer, Stykker at stride. Har meget prøvet,
Og Spil med mange Magter øvet;
Det fremdeles
Jeg vide skal, Hvordan det staaer til I Vidkjæmpens Hal.
Frigga.
d. Hil Du fare! Hil atter Du komme! Hil Mellemfærden ! Dit Snille Dig fromme, Naar Du, vor Fader, For vexlende Tid Med Jætten skal prøve En Tankestrid.
5. Foer da Odin, Ordvid at friste Hos denne Jætte, Som Alting vidste; Til Hallen han kom, Tvivlfaders Sæde, Ygger indenfor Strax monne træde.
Odin.
6. Hil vær Vidkjæmpe! Jeg kom i Din Hal Åt see Dig selv. Først vide jeg skal:
43
RE I ae er ea ae ne mm mn mm mg
Er viis Du, og veed Om Alt Besked?
Vidkjæmpen. 7.
Hvo er den Mand, Der til mine Sale Tør komme og føre Saadan Tale? Ud kommer Du ej Fra Hallen meer, Hvis ej som den Visere Du Dig teer.
Odin. 8.
Godraad jeg hedder, Nu tørstig jeg kom Fra Vejen hid.
Til Dim Ejendom; Trængt jeg har
Paa min lange Vej At bydes til Selskab, Jætte! hos Dig.
Vidkjæmpen. 9.
Hvi staaer Du og taler Paa Gulvet der?
Kom, Godraad, og sæt Dig I Salen her!
Vi prøve da, hvem Af os veed meest, Den gamle Taler Eller hans Gjæst.
44
Godraad.
10. Fattigmand maa Ved Rigmands Gilde Tale godt Eller tie stille;
Ham vil Ordstrømmen Lidet nytte, Som med en Koldsindig Har at skjøtte. Vidkjæmpen. 11. Siig mig Godraad, Da det er Din Vilje, Mens Lykken Du prøver, At staae paa Tilje: Hvad hedder den Hest, Af hvem hver Dag Drages hen Over Folkeslag? Godraad.
12. Skinmanke det er, Som skjæren Dag Drager hen Over Folkeslag;
Den bedste Hest
I Ridgothers Tanke,
Lyset strømmer
Af Gangerens Manke. Vidkjæmpen.
13. Siig mig det Godraad,
Da det er Din Vilje, Mens Lykken Du prøver, At staae paa Tilje: Hvilken Hest Lader Nat fremskride Over gavnrige Magter Fra Østerlide? Godraad. 14. Den Hest, som hver en Nat fremleder Over gavnrige Magter, Riimmanke hedder; Hver Morgen af Milen Draaber dryppe, Dem er det, som Duggen I Dale yppe. Vidkjæmpen. 15. Siig mig det Godraad, Da det er Din Vilje, Mens Lykken Du prøver, At staae paa Tilje: Hvad hedder den Aa, Som Mærke sætter Mellem Land for Guder Og Sønner af Jætter? Godraad. 16. Tvivl er Åaen, Som Mærke sætter Mellem Land for Guder Og Sønner af Jætter;
45
Aaben den flyder, Mens Verden staaer, lis paa Åaen
Man aldrig faaer.
Vidkjæmpen. 1%;
Siig mig det Godraad, Da det er Din Vilje, Mens Lykken Du prøver, At staae paa Tilje: Hvad hedder den Mark, Hvor Surt skal møde De milde Guder Til Mandeøde?
Godraad. 18.
Drabridt hedder Marken, Hvor Surt skal møde De milde Guder Til Mandeøde; Hundrede Raster Paa hver en Led Er Marken bebudet Som Kampens Sted.
Vidkjæmpen. 19.
Viis er Du, Gjæst! Tag Sæde hos Jætten, Og lad os siddende Skille Trætten. Gjæst! nu i Hallen Paa Viisdomssind
Hoved mod Hoved Vi sætte ind.
Godraad. 20.
Siig for det Første, Vidkjæmpe! nu, Hvis opvakt Du er Og seer det i Hu: Hvorfra kom Jord Og Himmelrand Fra først, Du kløgtige Jættemand?
Vidkjæmpen. 21.
Jorden blev skabt Af Ymers Kjød, Havene af hans Blod udflød, Af Benene monne man Bjærge danne, Og Himlen af iiskolde Jættes Pande.
Godraad. 22.
Siig for det Andet, Vidkjæmpe! nu, Hvis opvakt Du er Og seer det i Hu: Hveden Maane, som fåa'r Over Mændene hen, Sit Ophav leder Og Sol med den?
Vidkjæmpen. 23. Tidsfodflytter Maanfaderen hedder, Fra ham og Sol Sit Udspring leder; Hver sin Bane Paa Himlen gaaer Daglig, at tolke For Slægterne Aar. Godraad. 24. Siig for det Tredje, Vidkjæmpe! nu, Alt som Du er klog Og seer det i Hu;
Hveden Dag, som over
Drotfølge drager,
Eller Nat, med Skifter,
sit Udspring tager?
Vidkjæmpen. 25.
Delling Dagens
Fader hedder,
Nat fra Nørve
Sit Udspring leder,
Ny og Næ
Af gavnrige Magter
Skabtes, paa dem Man Tiden agter, Godraad. 26. Siig for det Fjerde,
46
Vidkjæmpe! nu,
Alt som Du er viis
Og seer det i Hu:
Hveden Vinter
Med varmen Sommer
Først til Vise
Magter kommer? Vidkjæmpen.
27. Vindsval Vinters Fader hedder,
Fra Mildkjær Sommer Sit Udspring leder; Begge de skifte
Aar for Aar,
Til Undergangen Magterne naaer,
Godraad. 28. Siig for det Femte, Vidkjæmpe! nu, Alt som Du er viis Og seer det i Hu: Hvo ældst af Aser Eller Ymers Æt Til Verden i Tiden Først blev stedt? Vidkjæmpen. 29. Utallige Vintre, Førend Jorden Skabtes, da var Bergelmer vorden,
Thrudgelmer kalder Man dennes Fader, Men Ørgelmer var Hans Bedstefader.
Godraad. 80.
Siig for det Sjette, Vidkjæmpe! nu, Alt som Du er klog Og seer det i Hu: Hveden Ørgelmer, Den Jætte klog, Med Jætteslægten Sit Ophav tog?
Vidkjæmpen. 31.
Fra Vildstorms-V over Det edderkoldt flød I Dynge, til Jætten Blev deraf fød; Med Gnister det fløj Fra Sønderhjem, I Riim kaldte Gløden
Livet frem.
Godraad. 32.
For det Syvende siig, Vidkjæmpe! nu, Alt som Du er klog Og seer det i Hu: Hvor stærken Jætte Vel Børn kunde vinde,
47
Han havde ej Gammen Med Jættekvinde?
Vidkjæmpen. 33.
Under Rimthussens Axel, Vil man sige,
Voxede baade
Dreng og Pige;
Den vise Jættes
Fod med Fod Sexhovedet Søn Fremkomme lod.
Godraad. 34.
For det Ottende siig, Vidkjæmpe! nu, Alt som Du er viis Og seer det i Hu: Hvad først Du mindes Og tidligst veed, Du kjender jo, Jætte! Til alt Besked.
Vidkjæmpen. 35.
Utallige Vintre, Førend Jorden Skabtes, da var Bergelmer vorden ; Først mindes jeg, at Hin vise Jætte
- Man udi Arken
Monne sætte.
Godraad. 36. For det Niende siig, Vidkjæmpe! nu, Alt som Du er klog Og seer det i Hu: Hvorfra kommer Vind Over Hav at fare, Den selv ej øjnes Af Mændenes Skare? Vidkjæmpen. 37. Ved Himlens Ende Er Ligsvælg stedt, 1 Ørneham Er den Jætte klædt, Ud fra hans Vinger Skal fare hen Vind, som kommer Over alle Mænd. Godraad. 38. For det Tiende siig, Vidkjæmpe! nu, Hvis Guders Bane
Staaer klar for din Hu:
Hvorfra monne Njord Til Aserne komme? For talrige Altre -
Og Helligdomme
Han raade kan,
Og dog er han ikke Af Asestand.
48
Vidkjæmpen.
39. Viismagter ham skabte I Vanahjem,
Og sendte som Gidsel
Til Guderne frem;
I Tidens Ende
Til vise Vaner
Han hjem skal vende. Godraad.
40.
For det Ellevte siig,
Vidkjæmpe! nu,
Hvis Guders Bane
Staaer klar for din Hu:
Hvad Værk Hærfaders
Storhelte bedrive,
Til Magterne sig
I Døden give? Vidkjæmpen.
41.
I Odins Hjemstavn Hver en Dag Eg Alle Storheltene
Vexle Slag;
Efter Valg den Ene Den Anden fælder, Hjemredne de sidde Som enige Seller.
Godraad. 42. Siig for det Tolvte, Vidkjæmpe! Besked,
Hvorfra saa grant | Du Gudefærd veed?
Af Jætters Runer, Altvidende Jætte!
Og alle Guders
Du sandest berette.
Vidkjæmpen. 43.
Af Jætters Runer Jeg Sandt kan sige Og alle Guders, Fordi hvert Rige Jeg rejste om; Til-Verdener ni
Jeg alle kom,
Fra Niflhel nederst, Hvor døde Mænd Ved Død fra Hel
Endnu komme hen.
Godraad.
44, Vide jeg foer, Har meget prøvet, Og Spil med mange Magter øvet: Mon Mennesker blive Endnu ilive, Naar Fimmelvinteren Uden Lige Er gaaen hen over Jorderige,
" Vidkjæmpen.
… 45, Ja Liv og Livslyst — Skjul i Skatmimers Skov de vinde, Næring i Morgen- Duggen finde; Ned fra dem Stamme Slægter frem.
Godraad.
46. Vide jeg foer, Har meget prøvet Og Spil med mange Magter øvet: Hvorfra kommer Sol Paa Himmelgrund, Naar denne havner I Ulvemund? Vidkjæmpen. 47.
Af Alfeglands En Datter fødes, Før hendes Liv Af Fenrer ødes; Sin Moders Bane Skal denne Mø Atter befare, Naar Magter døe.
Godraad. 48. Vide jeg foer, Har meget prøvet, 4
50
Og Spil med mange
Magter øvet:
Hvilke ere
De Møer, som glide
Over Hav og kyndige
Vejene vide? Vidkjæmpen.
') 49.
Sønnelysts Møer
I tredeelt Skare
Ned over Verdens
Bygder fare;
Til Vartegn ere
De særskilt kaarne
For Verdens Børn,
Med Jætter dog baarne.
Godraad. Vide jeg foer, Har meget prøvet, Og Spil med mange Magter øvet: For Guders Eje Hvo raader af Åser, Naar Surterbranden Ej mere raser? Vidkjæmpen. ol. Naar Branden er slukt, Skal Vidar og Vale Beboe de hellige Gudesale, Men Mode og Magne Hammeren holde
Og sejrende Kampens Udgang volde.
Godraad. 52.
Vide jeg foer, Har meget prøvet, Og Spil med mange Magter øvet: Hvad skal Livet For Odin øde, Naar alle Magterne Gange tildøde?
Vidkjæmpen. 538.
Ulven skal sluge Oldenes Fader,
I Vidar en Hevner Han efterlader;
Thi ved dete kolde Kjæft at kløve
Paa Varseldyret Han Drab skal øve.
Godraad. 94.
Vide jeg foer,
Har meget prøvet, Og Spil med mange Magter øvet:
Før Odin Sønnen Paa Baalet lagde, Hvad mon han selv Ham i Øret sagde?
dl
Vidkjæmpen. Jeg tolked her 55. De gamle Runer Ej Een det veed, - Og Guders Færd: Hvad Du din Søn | Med Odin prøved I fordums Dage Jeg Snillekrig, Hvidsked i Løn. . Men Du er, visest Med Død paa Læben Evindelig.
9. RIGS FÆRD.
Saa sige Mænd i gamle Sagn, at En af Aserne, han som kaldes Heimdal, gik sin Gang langs med en Havkyst, kom til en Husby, og nævnte sig Rig. Efter saadant Sagn er dette kvædet:
1. Oldemor, Man siger, at fordum Med gammeldags Sæt, Monne gange Og Oldefar. Mægtig og prægtig 3. Ad grønne Vange Rig gav paa gode En kyndig Gud, Raad Forstand, Rig han hed, Midt paa Bænk Stærk og rask Sig satte han, Var hans Fjed. R Ved hver hans Side 2. Kone og Mand. Den lige Vej | 4. Han stande lod, Nu QOldemor tog Og kom til Huus, En knudret Lev, Der aabent stod; Tung og tyk Ind gik han, Ild Og fuld af Klid, Paa Gulvet var, Hun lagde paa Disk, Der sad et graanet Der braset blev, Ægtepar, | En Skaal med Suppe
4
Satte hun hid, Den sødne Kalv Var lækkrest Bid.
| 5. Han rejste sig for Til Sengs at stige, Gode Raad Kunde Rig dem sige, Midt i Sengen Hvilede han, Ved hver hans Side Kone og Mand.
6. Saa var han der Tre Døgn forbi; Saa vandred han vid're Paa sin Sti; Saa led derefter Maaneder ni.
7. Oldemor Da fik et Nor, Løden i det Sorte faldt, Han vatnedes
Og Træl blev kaldt.
8. Op han voxed Og trivelig var, Skrubbet Skind Paa Næven bar, Knoer føre,
52
Fingre plumpe,
Af Ansigt styg, Med lange Hæle Og kroget Ryg.
9.
Øved han saa
Sit Haandelag Ved Bast at binde Og Bylter gjøre ; Hver en Dag Kvas han monne Til Hjemmet føre.
10. Der til Huse En Kvinde kom, Ty hun kaldtes Og traskede om Med Foden vablet, Årm var solbrændt, Næsen snablet.
11. Midt paa Bænk Hun Sæde tog, Husets Søn
-Til hende drog,
De hvidsked og tisked I Gry og Kvæld,
De redte sig Leje, Ty og Træl.
12. Børn avlede De tilsammen,
Byggede Alle Der med Gammen; Sønnerne hed, Saavidt jeg veed: Tudhorn, Røgter, Klør og Klumpe, Kjæphøj, Grimenak, Tyksak, Drombe, Drævseen, Hvæsling, Krumryg, Skjævbeen; Agre de møged, Røgtede Sviin, Gjærder de laved, Vogtede Geder Og Tørv graved. 13. Der var Døttre: Dorsk og Stump, Snabelnæse, Kalleklump, Skralle, Terne, Ilterteen, Uldenpjalt Og Tranebeen. Ned fra dem
Stamme Trælle frem.
14. Rig gik atter Vejen frem, Og kom til Huus Med Dør paa Klem. Ind gik han, Ild
53
Paa Gulvet var, Der sad og sysled Et Ægtepar.
15. Træ til Væven Tællede Manden, Skjægget studset, I Haaret for Panden Et Skar sig viste, Skjorten snever, Paa Gulvet en Kiste.
16. Konen sad Og drejede Rok, Maalte i Favn Til Væverstok; Haaret i Svikkel, Paa Brystet Smykke; Halsdug, Stropper I Skulderstykke. Bedstemor og Bedste- far
I deres Eje -
Huset var.
17. Rig dem kjendte Raad saa gode, Op fra Bord Til Sengs de stode; Midt i Seng Sig lagde han, Ved hver hans Side Kone og Mand.
54
18. Saa var han der Tre Døgn forbi; Saa led derefter Maaneder ni; Bedstemor med En Dreng kom ned; | De vatnede ham Og Karl han hed. Drengen lagdes I Svøbet ind, Øjet spillende, Haaret rødligt, Blomstrende Kind.
19. Han voxed til, Blev stor og stærk; At tæmme Øxne Det var hans Værk, Plov at gjøre, Tømre Huse, Lader opføre, Lave Kærrer
Og Ploven kjøre.
20. Hjem de aged Til Karl en Brud, Med Nøglehæng I Gedeskinds Skrud; Vakker hun hed Og Brudelin bar, Saa vexled de Ringe Som Ægtepar,
Bredte Lagen Og satte Bo, Avlede Børn Og leved i Ro.
21. De hed Dreng Og Følgesvend, Ejermand Og Underdan, Smed, Storbonde, Poseskjæg, Bolsmand, Husbond, Gut og Kortskjæg.
22. Andre Navne Døttrene fik: Myndig og Ferm, Snut, Brud, Strunk, Bly, Højsindig, Pige, Viv, Prunk. Frimænds Ætter Fra dem udgik.
23. Men Rig drog Vejen Frem som før, Og kom til Sal Med sydvendt Dør, Der stænget var Og en Ring I Posten bar.
924. Ind gik han, Straa Paa Gulvet var, Sad og der Et Ægtepar, Fader og Moder Med Fingerleg Der hinanden
I Øjet keg. 25.
Huusherren sad
Og Pile skjæfted, Snoede Streng
Og til Elm den hæfted; Fruen strøg Linned Og stivede Ærmer — [Armene gjerne
Hun beskjærmer].
26. Med opsat Hue Og Brystsmæk paa, Sid var Kjortlen, Særken blaa; Meer skinnende Bryn Og Bryst at see, Hvidere Halsen end Nyfalden Snee.
27. Rig gav paa gode Raad Forstand, Midt paa Bænk Sig satte han,
55
Ved hver hans Side Kone og Mand.
28. Af Moder en mærket Dug blev bragt Af hviden Hør Og paa Bordet lagt; Saa tog hun Hvedebrød, Flade og hvide, Og satte paa Dugen Side om Side,
29. Nu kom for en Dag De fulde Fade Med Sølvbeslag, Vildt og Flæsk Og stegte Fugle, Viin i Kande, Paa Bægrene Rande. De drak og talte Til Dagens Ende; Men gode Raad Kunde Rig dem kjende.
30. Rig da søgte Søvnens (Gammen, Trende Nætter De vare sammen; Saa drog han videre Vejen fort, Derefter gik Ni Maaneder bort.
31. En Svend da monne Moder bære - Med lyse Haar Og Kinder skjære; Han vatnedes, Navn Af Jarl han fik, I Silkesløje, Med hvasse Blik Som Orm i Øje.
32. Op voxede Jarl I Fædrenebo, Lærte at skyde, Strenge sno, Skjæfte Pile, Buen kryste, Kaste Spyd, Landsen ryste, Hesten ride, Hidse Hund, Sværdet svinge, Svømme Sund.
33. Fra Lund did vendte Den vandrende Rig, Ham Runer kjendte, Ham lyste i Kjøn Som ægte Søn, Og bød ham vinde Al Odelsjord, De gamle Bygders Odelsjord.
50
34. Siden ad dunkle Veje han red Og kolde Fjælde Til Hallens Sted.
" Han Spyd mon ryste
Og Landse svinge, Sporede Hesten
Og drog sin Klinge, Yppede Strid,
Lod Slaget stande, Fældede Val
Og vandt sig Lande.
35. Saa løde atten Gaarde hans Bud, Rigdom han skifted, Og delede ud Skjænk, den bedste, Kostbarheder, k Han gav til Alle Og smekkre Heste, Ødslede Ringe, Lod Guldet springe.
36. De Bolde aged Ad Vejen frem, Og kom til Hallen, Herses Hjem, Der mødte ham Rask, Den slanke Pige, Skjær og stolt, Foruden Lige.
37. Bejlerne hende Til Hjemmet fik; Som Jarls Brud Under Lin hun gik; I Kjærlighed der De levede sammen, Nøde Livet Og øgede Stammen,
38. Ældst var Baaren, Saa kom Barn, Afkom, Ædeling, Maag og Årving, ”" Æt og Ætling, Svend og Søn, En hed Kjøn,
Men som den Yngste
Kon kom til: De dreve paa Lege, Svømning og Spil.
39. Der voxede op Den Sønnetrop, De tæmmede Heste, Dækvaaben buged, Skudvaaben skaved
Og Landsen knuged.
40. Men Kon den Unge Kunde Runer, Livets Runer,
57
Tidens Runer; Ogsaa han kunde Mændene bjærge, Egge døve,
Søen besværge.
4l. Fuglerøst fatte, Ild bekjæmpe, Sindet stille, Sorger dæmpe — Det han forstod, Ejed otte Mands Kraft og Mod.
42. I Runer han mod Rig Jarl holdt Stand, Brugte Sned | Og blev bedste Mand; Saa han naaede . At holde og have Navnet Rig Og Runegave.
43. I Krat og Skov Kon-Unge red, Og skjød med Pile Til Fuglebed.
44. Paa Kvist en Krage Sad og sang: Hvi gaaer Du Kon-Ung Paa Fuglefang?
58
Bedre sig sømmed En anden Færd, At ride Heste Saavel de vide Og fælde Hær. Paa Kjøl at ride, 45. Egge at prøve, Vunder at kløve.
Og bedre Odel, End Dig tilfalder ;
Dan og Danp Have skjønnere Haller |
10. HYNDLASANGEN
eller
DEN LILLE VALASANG.
me
Freya. 1. Vaagn Møbarn fin,
Vaagn op min Veninde,
Søster Hyndla!
I Hulen derinde. Mens Mulmet raader Vi ride i Ro
Til Valhals hellige Gudebo.
2. Hærfader vi bede Åt være o£ huld, Han gjælder og giver De Mægtige Guld; Hjelm og Brynje Hermoder fik, Sværdet i Sigmunds Eje gik.
3. Sejr giver han Sønner, Og Rigdom ibland, De Store Veltalenhed, Jævne Forstand, Vikinger Bør Og Skalde Sange, Mandemod giver han Kjæmper mange.
4. Til Thor hun blote Og bede vil, At stedse med Dig Et ærligt Spil Han driver, skjøndt ikke Om ham man siger, At gjerne han gantes Med Jættepiger.
5.
Af Staldens Ulve Du vælge Dig een, Paa Gudevej er Din Galt for seen; Med Galtens Mile Den render bedst, Nu tømmer jeg op Min stolte Hest.
Hyndla.
6. Falsk er Du, Freya, Med al Din Smiger, Tydeligt nu Dit Øje mig siger: Som Skygge Dig følger Din Yndling i Løn, Ottar den Unge, Insteins Søn.
Freya. i.
Du drømmer nok Hyndla I Vilderede, Min Yndling troer Du I Løn tilstede Her, hvor det lyser Af Galten min Med gyldne Børster, Hildesvin, Som Dværge tvende, Danne og Nabbe, Mig gjorde behænde.
8. Kom, lad os snakke Fra Sadelbom, Og Kongers Ætter
Vi tale om,
De Helte, som stamme Fra Guder ned;
" Ung Ottar om arvet
Kostbarhed, Med Angantyr Har slaaet Væd.
9; Til Fædrenearv Efter Frænder at faae, Den unge Fyrste Jeg hjælpe maa.
10. En Harg af Stene Han stable mig lod, Der sprængte han Øxnes Rene Blod; Nu ere de Kampe Som Glar saa glatte, Sin Tro til Asynier Stedse han satte.
11. Nu regn Du op De Slægter gamle, I hvilke sig Mændenes Ætter samle: Hvo ere Skjoldunger, Hvilke Skilfinger, Hvilke Ødlinger,
Hvilke Ylfinger, Hvo Hølderbaarne, Hvo Hersebaarne, Paa Jorderige
De meest Udkaarne?
Hyndla.
2. Dig Ottar Instein Avlet har, Og Alf den Gamle Var Insteins Før, Alfs Fader Ulf, Ulfs Fader Søfar, Men Svan den Røde Har avlet Søfar.
13. Din Fader ægted” En smykkerig Kvinde, Hun hed nok Hledis, Guders Præstinde, Var Frodes og Friantes Datter; Fyrster al den Slægt omfatter.
14, Fordum var Ale Den vældigste Mand, Først Halfdan højest I Skjoldungelag, Hans Værker stege Til Himlens Rand, De Hellede holdt Berømte Slag.
60
15. Ved stolten Ømund Han mere mægted, Med svale Egge Sigtryg vejed, Almvejg, den ypperste Kvinde, han ægted, Atten Sønner De avled og ejed. 16. Derfra Skjoldunger, Derfra Skilfinger, Derfra Ødlinger, Derfra Ynglinger, De Hølderbaarne, De Hersebaarne, Paa Jorderige De meest Udkaarne; Din Æt tilhobe, Ottar, Du Taabe!
17. Hildegun hendes Moder var,
Hvem ved Søkongen Svava bar;
— Din Æt tilhobe,
Ottar, Du Taabe! Sligt vide Du maa,
-Skal vi længere gaae?
18.
| Dags Hustru Thora
Drengmoder var,
Der ypperste Kjæmper
I Æt sig samle: Fradmar, Gyrd,
To Freker og Mar, Am og Jøfur
Og Alf den Gamle.
. Dligt vide Du maa, Skal vi længere gaae?
19. Med Ketil Klypsøn De holdt tilgode, Ham kan Du din Moders Morfader kalde; Først var der Kaare Og saa kom Frode, Men Alf var ældst Af disse alle.
20. Saa kom Nanna, Nøkkves Datter, Hendes Søn var Din Faders Maag, Det gamle Frændskab Flere omfatter, Brod og Hørve Jeg kjendte og; Din Æt tilhobe, Ottar, Du Taabe!
]
21, Ølmod var Isolfs Og Agsolfs Fø'r, Skekkils Datter, Skurhilde, dem bar;
61
Fyrster mange
I Slægten indgange; Din Æt tilhobe, Ottar, Du Taabe!
22. Gunnar Storm Og Grim Plovskraber, Thorer Jernskjold, Ulf den Gaber, Barre, Reifner, Brame og Bo, Tind og Tyrfing Og Haddinger to.
. Din Æt tilhobe,
Ottar, Du Taabe!
23. Fødte bleve Til Tummel og Tørn Årngrims og Øfuras Børn;
" De Ulykkesfugles
Berserkerdands
Foer om som en Lue Til Lands og Vands. Din Æt tilhobe, Ottar, Du Taabe!
24. Jeg kjendte baade Hørve og Brod, I Rolf den Gamles Hird de stod,
Fra Jørmunrek
62
De alle stamme,
Paa Sagnet Du agte, En Maag af Sigurd, Den Folkegramme, Der Fafner ombragte.
25. Af Vølsungsstammen Den Konge var, Af Hrødungsstammen Hjørdis var, Men Ødlingsstammen Ejlime bar: . Din Æt tilhobe, Ottar, Du Taabe!
26.
Gunnar og Høgne, Afkom af Gjuke,. Søstren Gudrun Paa samme Maade, Ej var Guttorm
I Æt med Gjuke, " Skjøndt en Broder Af disse baade; Din Æt tilhobe, Ottar, Du Taabe!
27. Avlet Harald Hildetand var Af Rørik Slyngering, Aude ham bar, Ivars Datter, Den grundrige Aude,
Men Randver til Fader Radbard havde;
Det Heltehold
Var i Guders Vold; Din Æt tilhobe, Ottar, Du Taabe!
28. Elleve Aser Blev der talt, Der Balder paa Dødning- Lejet faldt; Vale var værdig Til Hævn at tage, Sin Broders Bane Han tog af Dage; Din Æt tilhobe, Ottar, Du Taabe!
29, Burs Arvtager Gav Balder Liv, Frey tog Gerda Gymsdatter til Viv, Af Ørbodes og Jætters Æt, Ogsaa i Frændskab Med Thjasse stedt, Den Pragtglade; Hans Datter var Skade. | 30. Meget er sagt, Mere vi vide, Giv nøje Agt! Vil Du længere skride?
31. Blandt Hvednas Sønner Bedst Hake dog var, Hjørvard Hvedna " Avlet har,
Hrimner var Heids Og Hrosthjovs Far. 32.
Fra Vidolf stamme
Vøler alle, Fra Vilmeid stamme Spaamænd alle, Fra Sortehoved Sejdmænds Ætter, Fra Ymer komme Alle Jætter. 33. Meget er sagt, Mere vi vide, Giv nøje Agt! Vil Du længere skride? 34. I Tidens Morgen Een blev baaren, Af Gudeslægten I Kraft udkaaren, Ni Jættekvinder Ved Jordens Rand Fødte den fred- begavede Mand. 35. Ham bar Gjalp, Og ham bar Greip,
Ham bar Eistla Og Angeyja, Ham bar Ulfrun Og Eyrgjafa, Imd og Atla, Jernsaxa. 36. Han blev næret Af Jordens Kraft, Af svalkolde Sø, Af Soningssaft ; Meget er sagt, Mere vi vide, Giv nøje Agt! Vil Du længere skride? 37. Ulv avled Loke Ved Angerbode, Ved Sudleføre Han Sleipner bar, En Hex man fælest Af Alle troede, Af Byleists Broder
"Hun kommen var.
38. Af Hjertebrand Loke Fik sit Sind, En Kvinde-Husteen Halvsveden han fandt; Da brændte; sig Lopt Paa den onde Kvind, Hvert jordisk Utyske Deraf vandt.
N
39. Stødviis stiger Havets Vand Mod Himlen og sænker sig Ned over Land; Men Luften arges Og Sneefald komme Med snelle Vinde, Da vil man finde At Regntid er omme.
40. Een blev baaren, Større end Alle, Jordens Fylde Var hans Amme, Drotten den Rige De ham kalde, Nær beslægtet Med hver en Stamme.
41. Da kommer en Anden Med større Magt, Han, hvis Navn Jeg ej tør nævne; Faa have længere Forudsagt, End Odins og Ulvens
Sammenstævne. ;
Freya. 42. Ræk min Gjæst En Mindedrik,
64
Saa at han Ord
For Ord fremsætter Paa tredje Morgen Den Lære, han fik, Naar han og Angantyr Regne Ætter.
Hyndla.
43. Pak Dig bort, Nu sove jeg vil, Her faaer Du ej flere Smukke Ting; Om Nat, Du Lystbrand! Er ude paa Spil, Som Hejdrun farer Med Bukke omkring.
44. Rasende løb Du I stadig Begjær,
"— Flere dit Forklæde
Kom for nær; Du Lystbrand ude Om Natten farer, Som Heidrun løber Med Bukkeskarer. Freya. ” 45. Ild jeg skal Om Ividien slaae, At bort herfra Du ikke kan gaae; Du Lystbrand ude Om Natten farer,
Som Heildrun løber Med Bukkeskarer.
"Hyndla. 46.
Ild seer jeg flamme Og Jorden brænde, Om Livet vil man jo Gjerne tinge;
Giv Du da Ottar Drikken ihænde,
65
Af Edder fuld Den Vanheld bringe! Freya. 47.
Dit Vanheldsord
Har ingen Kraft, Skjøndt Ondt Du maner, Du Jættebrud !
Fortære han skal
Den dyre Saft;
Nu Gunst for Ottar Hos hver en Gud!
11. HØJSANGEN.
en
Første Afsnit: A. Naturmennesket.
1. Førend frem Du " Ganger, nøje Hold med hvert et Dørgab Øje; Ej man veed, I hvilken Krog En Fjende Sæde I Huset tog. 2. De Givende Hil! En Gjæst nu kom, Hvor faaer han sit Sæde? Den har Hast, Som stadigt gaaer om For at søge sin Glæde.
3. Ild har nødig Den Vandringsmand, Af Kulde mødig; Mad og Klæder Behøver han, Som Fjeldet betræder.
4. En Maaltidsgjæst Til Haanddug og Vand Og formelig Byden Trænge kan, At vel ham undes, At Ordet han faaer, Og Svaret er rede, Om sligt han naaer.
5
5. Vidfarende Mand Behøver Forstand, I Hjemmet kan alle Ting gaae an; " Men naar blandt Kloge Sidder en Stakkel, Saa bliver han lettelig Til Spektakel.
6. At prale med Tanker Staaer ej vel, Heller man holde dem Hos sig selv; Sjælden den Varsomme Sig forseer, Naar snild og tavs Han i Gaarde sig teer; Thi aldrig en Mand Faaer sikkrere Ven End god Forstand.
7. Varsom Gjæst Ved fremmed Bord Siger kun af Og til et Ord; Men Øret lytter Og Øjet gaaer, Saalunde en Klog
Erfaring naaer.
66
8. Held, hvo i eget Hjerte fandt Bifald og Trøst; Paa Spil jo staaer Hvad Nogen vandt I fremmed Bryst. 9. Held den, hvis Liv Ham gav i Eje God Lov og Forstand ; Tit Nogen førtes Paa gale Veje Af anden Mand. 10. Ej bedre Byrde For Vandringsmand End god Forstand ; Bedre, end Guld,
I fremmed Land, Den føder sin Mand. 11.
Vejkost værre
Ej føres paa Sti, End Tylderi;
Den Roes, som Øllet Hos Mennesker fik, Ej holder Stik;
Jo mere han drikker, Jo meer en Mand Gaaer fra Forstand.
Første Afsnit:
12. Over Drikkelag suser Glemsels Hejre,
67
|
Der skjult kan Mændenes |
Vid bortvejre; Fuglens Vinge I Gunlads Hjem
Mig selv monne tvinge.
Andet Afsnit:
14. Tavs, behjertet, Djærv paa Val En Søn af Folket Være skal, Glad og munter Bør Enhver Leve til Sin sidste Færd.
15.
En Daare troer, Naar Kampens Fare Han skyer, vil han Sit Liv bevare; - Men slipper han end For Spydets Vunder, Dog ÅAlderdommen Ham Fred ej under.
|
! | i ;
B. Aandens første Rørelse. [Orgiet.]
13. En Ruus, en over- stadig Ruus, Jeg fik i den vise Fjælers Huus; Det Gilde er bedst, Hvorfra Enhver Ved Sands og Samling Kommen er. -
A. Folkestanden.
16. En Dosmer gloer, Mumler og brumler Ved fremmed Bord; Men faaer han Drik, Da viser sig pludselig Mandens Skik.
17. Han ene det veed,
"Der har sin Kløgt
Vide prøvet
Og Meget forsøgt,
Hvilke Gaver
Raade kan
Enhver, som er
Ved fuld Forstand. 18.
. Ej over Bægeret
se.
Skal Du hænge,
Nyd kun Mjøden,
Men ej for længe,
Tal Lidt og Godt:
Ej Nogen laster,
At Du itide
Til Sengen haster. 19.
Naar Slughals Lysten
Styre vil,
Han æder sig ofte
Helsot til;
Tit dannede Folk
Til Latter have
En Hjemmefødning
For hans Mave.
20. Hjorden forstaaer, Naar hjem den skal,
Og fra Græs da gaaer;
En daarlig Mand Aldrig sin Mave Maale kan.
21. En usel Mand Og ond dertil Alting latterligt Gjøre vil; Det veed han ikke, Hvad pligtig han var, Åt egne Fejl Han aflagt har.
68
22. En Taabe vaager Den hele Nat, Og piner sin Tanke Med Dit og Dat; Ved Morgenens Komme Er han mat, Og Alting lige Galt er fat.
23. En Daare seer En Ven i hver, Som til ham leer, Og mærker ej, At aabenbar De Kloge holde Ham for Nar.
24. En Daare troer, At Venskab følger Med favre Ord; Men kommer en Sag For ham paa Thinge, Han mærker, at Faa - Ham Bistand bringe.
25. Daaren sig selv Alvidende troer, Naar engang vel Han slap for en Plage,
Men veed ej at svare
" Et eneste Ord,
Naar Mænd ham ville I Skole tage.
26. En Daare gjør bedst, Aldenstund i Han kommer blandt Folk, At holde sin Mund, Hans Daarskab skal sig Ikke røbe, Hvis ej han lader Sin Tunge løbe; Hvo som iforvejen Er et Drog, Ved megen Tale Ej bliver klog.
27. Han klog kan hedde, Som Svar og Spørgsmaal Har tilrede; Ej tale man hvad Man ej forstaaer, Thi ud blandt Folk Slig Tale gaaer.
28. Altfor mange Løse Ord Af en Sladdrers Mund udfoer, Den Tunge, som stadig Var i Gang, Ofte sin egen Skade sang.
29, Ej Nogen, som kommer I Gildelag ind,
Skal have en Anden Til Bedste der,
Tit En kun er klog Og hytter sit Skind, Fordi man ej prøved Hans egen Færd.
30. Den tykkes at føre Det store Ord, Som jager en Gjæst Ved Gloser frå Bord, Knap. veed, Hvo spydigt Ved Gildet braller, Om Laget harmes Over hans Skvalder.
31. Sin Hjertensven Tit mangen Mand Ved Gilde til Skjændsmaal Ægge kan; Evig i Verden Er denne Splid, At Gjæst med Gjæst Vil rage i Strid.
32. Er ej Du buden Ud til Gjæst, En dygtig Davre Dig tjener bedst;
1
Thi ellers Du bliver
Flau og lad,
I Staa gaaer Munden Af Mangel paa Mad.
33. Til utro Ven En Afvej gaaer, Om end hans Hus Ved Vejen staaer, Men Gjenvej leder Til fuldtro Ven, Om end han fjernt Er faren hen.
34, Rør Dig, slaa Dig Ej til Ro Som stadig Gjæst I samme Bo,
70
Thi Kjær blev Kjedsom ”
Mangen Gang,
Naar længe paa fremmed
Bænk han hang.
35. Bedst eget Bo, Selv smaat i Stand, Thi i sit Hjem Enhver er Mand; Et Vidjetag Og tvende Geder Er bedre end En, Som Andre beder.
36.
Bedst eget Bo, Selv smaat i Stand, Thi i sit Hjem Enhver er Mand; Dens Hjerte bløder, Som bede maa Hver Maaltidsstund Om Mad at faae.
37.
Hvo sine Vaaben Har lagt paa Vange, End ej et Skridt Skal fra dem gange; Thi aldrig veed Vejfarende Mand, Naar til sit Spyd Han trænge kan.
38. , Ej kjendte jeg Mand Saa kostmild og god, At aldrig en Skjænk Han tog imod; Ej nogen saa rundelig Er med Gave, At han jo gjerne Sin Løn vil have.
39, Ej sømmeligt er, At den skal trænge, Som selv erhverved Sig sine Penge;
Tidt spares for Lede
Hvad undtes de Kjære,
Meget kan ej
Efter Ønske være. 40.
Venner skulle
Til fælles Ære
Klæder og Vaaben
Hinanden forære,
Længe vil vare
Et Venskabsbaand,
Naar Given og Tagen
Gaae vel fra Haand.
41. En Mand bør være Sin Ven en Ven Og give Gave For Gave hen; Med Latter skal man Kun Latter hente, Og Falskhed have For Løgn ivente.
42.
En Ven bør være Sin Ven en Ven, Ham selv og saa Hans Ven igjen; Gaae aldrig hen Og bliv Din Fjendes Venners Ven!
— 43. Vid, har Du en Ven,
- Som vel Du troer,
71 FE |
|
Og ønsker Du Godt Af ham at nyde: Did søge Du ofte, Hvor han boer, For Sind at vexle Og Gaver at yde. 44. Men har Du en Ven, Som ilde Du troer, Og ønsker dog Godt Af ham at nyde: Vær listig 1 Tanke Og faver i Ord, . Og løse Taler For Løgn Du byde! 45. Fremdeles mod ham, Som ilde Du troer Og veed ej ret, Hvad i ham boer, Med Smil paa Læbe Du skjule Din Tanke, Thi Løn skal lige Mod Gave vanke.
46. Ung var jeg fordum, Og ene jeg foer, Da vildtes mit Spor; Jeg tyktes mig rig, Da jeg traf en Anden:
Mands Glæde er Manden.
47. Den Milde og Modige
Nyder sit Liv,
Og Sorgen er sjælden Hans Tidsfordriv ; Den Modløse frygter Paa alle Kanter,
Og selv over Gaver Han karrig vranter.
488. Engang jeg med Mine Kapper klædte To Skovmænd, ude Paa Marken stedte; Med Klæderne tyktes De Kjæmper paa Stand, Forknyt er stedse En nøgen Mand.
49, Det Træ fortørres, Som stander paa Gade, Hverken det dækkes Af Bark eller Blade; Saa gaaer det en, Mand, Hvem ingen kan lide, Hvi skulde han længe Livet slide?
50. Kjærlighed mellem Falske Venner Hed som Ild Fem Dage brænder, Men paa den sjette Den slukkes brat,
12
SR Er er EN en em me TT mu — £ ER End ar rr En 7 nn mn rer
Og ilde det er Med Venskabet fat.
5l. Ej Stort at skjænke Der gjøres Behov, Med Lidet man kjøber Sig ofte Lov; Med halvtæret Lev Og et Bæger paa Helde Jeg skaffede mig En Omgangsfælle.
52. Smaa ere Sandskorn,” Smaa ere Tanker, Smaaligt Mangenmands Hjerte banker, Ej Alle fik lige Kløgt i Behold, To Slags Folk Er i hver en Old.
53. Viis til Maade Skal hver Mand være, Alt for Meget Han ikke lære! Livet skjønnest For den Mand gaaer, Som tilgavns Sin Viden forstaaer.
54. Viis til Maade Skal hver Mand være,
73
Alt for Meget Han ikke lære! Sjælden glædes > Den Vises Hjerte, Naar Ejermanden Alting lærte.
55. Viis til Maade Skal hver Mand være, Alt for Meget Han ikke lære! Ingen sin Skjæbne Forud vide, Sindet da mindst Af Sorg skal lide.
56. Brand brænder ved Brand, Til op den brænder, Og Flamme anden Flamme tænder; Paa Mæle kjendes Mand af Mand, Paa Hovmod Daaren Kjendes kan.
57. Aarle sig rejse Af sit Leje Hvo anden Mand Vil plyndre og veje! Liggende Ulv Ej Skinker finder, Sovende Mand Ej Sejer vinder.
58. Sit Værk at see Skal aarle gange, Hvo af Svende Ej har mange: Morgensøvn Gjør megen Møje, Den halve Rigdom Er Herrens Øje.
59. Af Tækkenæver Og tørret Brænde Sit Maal en Mand Bør stedse kjende, . Saa at tilstrækkeligt Ved han faaer I fjerdedeels, I halve Aar.
60.
Vadsk Dig, spiis
Rid saa til Thinge, Om end Din Klædning Er nok saa ringe!
Af Broge og Sko
Har Ingen Skam,
Af Hest ej heller,
Var den end lam.
61. Den Kloge maa kunne Spørge og svare, Om Navn af Dannet Han vil bevare;
14
Hav een Fortrolig,
Men ikke tvende,
Allemand veed,
Hvad der siges trende, 62.
Over udslagen Hav
Med Næbet hænger
Ørnen tilsøes
Og til Føde trænger;
Saa gaaer det en Mand,
Naar i Flok han rager,
Hvor Ingen er,
Der sig af ham tager.
i 63.
Til Husbehov
Sin Magt en Mand Skal bruge, der har En god Forstand; Det viser sig, naar Han Gjæve gjæster, At Ingen kan være
Alles Mester.
64. See Dig for, Vær sparsom paa Ord, Og varlig med, hvem Som Ven Du troer! Dyrt en Mand Maa ofte bøde De Ord, som til En Anden løde.
65. Hos Mange jeg monne
For tidligt komme, Og altfor sildigt Jeg” kom til Somme; »Øl var forbi, »Eller ej tilrede" — Ukjær kommer sjælden Tilpas tilstede.
66. Paa sine Steder Man hjem mig bad, »Saafremt mig lysted "Et Maaltid Mad;" En Skinke jeg nød Hos fuldtro Ven; »Der hang endnu »Et par igjen."
67. Ild og Solskin Bedste Gave Er for Menneskens Børn at have, Hvis ellers man Sin Helsen har Og leve kan For Laster bar.
— 68. Ingen er heel Elendig skabt, Om end hans Sundhed Gik fortabt; En glædes ved Frænder, En Anden ved Sønner,
En Rigdom, en Anden Veldaad lønner.
69. Selv godt er Livet I Useldom, Kvik Mand til en Ko Dog stedse kom; For Rigmand saae jeg Et Baal i Glød, Og ud af Døren Han bares død.
70. Halt rider Hors, Og Haandløs hyrder, Døv kan fægte Og bære Byrder, Blind vist næppe Med Brændt vil bytte, Dødmand er til Ingen Nytte.
71. En Søn er god, Om end først sat I Verden, naar Fader Den har forladt ; Bautastene Sjælden knejste Ved Vej, som Slægt For Slægt ej rejste. 72. To Ting have Bagholdsvane:
Tunge volder Hoved Bane, Haand man skal Bag Kappe ane.
73. Naar Natten længes, Kan den være glad, Som sikker er Paa sin Aftensmad; Kort er Tiden, Da Sejl man sætter, Og lunefulde Høstens Nætter, I Dage fem Tidt Vejret vendes, Men i en Maaned
Det lettere hændes.
74. Hvo Intet veed, Ej heller veed, At Mange bedaares Af Andres Sned; En er rig Og fattig en Anden, Men derfor skal man Ej laste Manden.
76. Rigdom døer Og Frænder døe, Engang Du ogsaa Selv skal døe; Men aldrig uddøe Skal den Hæder,
Hvormed en Mand Sit Navn beklæder. 76. Rigdom døer Og Frænder døe, Engang Du ogsaa Selv skal døe; Men Eet jeg veed, Som ej forgaaer, Den Dom, Du efter Døden faaer.
77.
Hos Fedmands Søn Saaes fulde Folde, Han Bettelstaven Nu maa holde, Thi Rigdom er Som Øjets Blik, Dens Venskab sjælden Holder Stik.
| 78. Naar en Daare Rigdom finder, Eller Pigens " Elskov vinder, Han trives i Hovmod Ej i Forstand, Stoltserer frem
Som en Pokkers Mand.
79. Det vorder forsøgt, Naar i gudlige Runer
Du prøver hans Kløgt,
76
Som Fimmeltaleren Maled i Billed, Som høje Magter I Daad fremstilled ; Bedst han vilde Da være tjent
Med at tie stille.
80. Dag Du rose Først ved Aften, Kone, naar Paa Baal hun sover, Sværd, naar Du har Prøvet Kraften, Tis, naar den er Faret over, Mø, naar hun har Faaet Mand, Ø1, naar det er Bag ved Tand.
81. Ro i Kuling Ud paa Søen, Træet fæld I Stormens Bragen, Men i Mørke Tal med Møen! Mange Øjne Have Dagen, Skib til Fart, Og Skjold for Bryst, Sværd til Hug Og Mø for Lyst.
82. Ved Ild Du søbe, Paa Iis Du løbe, Kjøb Gangeren mager Og Klingen skjæmmet, Fød Hunden ude
Og Hesten ved Hjemmet !
83. Tro ej paa Ord, Som komme fra Piger, Ej heller paa hvad En Kone siger! Deres Hjerte er lagt Paa rullende Hjul, Og Barmen er Vægel- sindets Skjul.
84,
Gabende Ulv, Bristende Bue, Galende Krage, Brændende Lue, - Gryntende Sviin, Træ uden Rod, Sydende Kjedel Voxende Flod.
85.
Faldende Bølge, Pilen i Flugt, Natgammel lis, Ormen i Bugt, Brækket Sværd
77
Og Brud i Løn, Bjørnens Leg Og Kongens Søn,
86. Sygnende Kalv, Velspaaende Kvinde, Selvraadig Træl, Nysfældet Fjende, Herresmiil Og klare Dage, Hundebjæffen Og Skjøgeklage,
87. Nyssaaet Ager Skal Ingenmand troe. Ej heller Søn Udi Barnesko! Vejr raader for Ager, For Søn Forstand, Om Begge ej Vished Haves kan.
88. Din Broders Bane, Selv mødt som bedst, Et halvbrændt Huus, En hurtig Hest [Ej Gavn den yder,
Hvis Been den bryder] —
Saa troskyldig vær Til ingen Tid, At til alt Sligt Du fæster Lid!
89. Falsk Kvindes Elskov Er ligerviis, Som agede man Paa den glatte Iis Med Hest uden Braad, En toaars Plag, Utæmmet kaad, Hvad heller man foer I rasende Storm Paa Skib uden Ror, Hvad heller som En, Der halter paa Been, I Tø tilfjælds Skulde hente en Reen.
90. Reent ud nu Jeg tale vil, Begge Dele Kjender jeg til, Mandens Hu Vil Kvinden svige, Smukke Ting Vi da dem sige, Naar allermindst Vi mene dermed, Saaledes vi faae
De Vakkre paa Gled.
== eee eee er SR mr
78
91.
Favrt skal tale,
Gaver skal byde,
Hvo Pigens Elskov Tænker at nyde, Beundre, hvor smukt Den straalende Kvinde Er skabt: kun den,
Som frier, kan vinde.
92. Elskovshast Ej nogen Mand Bør lægges til Last;
Hvad Daaren ej rører,
Et lystfavrt Aasyn, Tidt Vise forfører.
93.
Ej udpeges bør
Hos nogen Mand
Som (Galskab, hvad Alle Hændes kan;
Blandt Menneskens Børn Har Elskovs Magt
Ofte den Vise
Til Daarskab bragt.
Andet Afsnit: B. Odins Ungdomskamp.
94. Kun Tanken veed,
Hvad der gaaer til Hjærte,
Ene fortrolig med Al dets Smerte; Ej værre Sot Kan i gjæv Mand boe,. End at hans Hjærte Ej fanger Ro. 95. Det prøvede jeg, Da elskovsfuld Jeg sad og vented I Rørenes Skjul; Den vene Mø Var mit Kjød og Blod, Endskjøndt hun mig I Stikken lod.
96. Saa fandt jeg den Fortryllende Pige Solreen sovende Paa sit Leje; En Fyrsteherlighed Uden Lige Syntes mig, slig En Skabning at eje. 97. »Odin, om Møen Du vil besnakke,
Saa kom, naar det monne
Mod Aften lakke;
Sligt Fejltrin er jo En Skjændighed,
Hvis ej mellem os Vi ene det veed."
— 98. Jeg kom da igjen Og tænkte nu,
Ene paa Elskov
At rette min Hu, Hendes Gunst
Og Kjærlighedsgave Forvist jeg troede At skulle have.
99. Men da jeg saa kom, Den hele Skare Af gode Stridsmænd Var paa Vare, Med brændende Lys Og Fakkelved Min Kjærlighedssti Mig var bered.
i 100. Og da jeg mod Morgen Gik atter derhen, Var Salvagten falden I Søvn igjen,
Da fandt jeg kun,
At den gode Kvinde Sin Hund havde ladet Paa Lejet binde.
101. Mangen god Mø, Naar hun prøves, vil Med Mændene drive Sit falske Spil; Det mærkede jeg, Da jeg søgte at vinde
Andet Afsnit: C.
102, Munter i Hjemmet Skal Bonden være, Flink mod Gjæster, Og færdes med Ære; Mindsom og talsom, Tit Sømmeligt melde, Om han for kundskabs- rig vil gjælde. 103. Fimmel-Fjambe Han skal hedde, Som altid efter . Ord maa lede, Thi saadan Vane Er Daarens Fane. 104. Den gamle Jætte Jeg søgte, og er Nu kommen atter Tilbage her; Lidet jeg vandt
80
Med Lokkesmiger
Odins
Den raadsnare Kvinde, Alskens Spot
Den Vakkre mig bød, Intet jeg dog
Af hende nød.
Manddomssejer. Ved Tavshed der,
Men til mit Fremme I Suttungs Sale Mangelunde
Jeg førte Tale.
105.
Mig Drikken af Den dyre Mjød Paa gylden Stol Gunlade bød; Reen i Sind,
I Følelse stærk, Hende jeg gjældte Med ilde Værk.
106. Spillerum gav jeg Rates Mund Til at æde I Klippegrund, Rundt om efter mig Jætterne vare,
81
Mit Hoved jeg satte Saalunde i Fare.
107. Vel monne jeg veltjent Stilling nytte, | Hvad bliver ikke Den Kloges Bytte? Livskilden nu For Dagen kom I Menneskers jordiske Helligdom.
108. Jeg tvivler paa, At jeg kunde drage Fra Jætters Gaarde . Her tilbage, Hvis ej Gunlade É Mig yded Gavn, Den gode Kvinde, Som tog mig i Favn.
109. Den næste Dag Til den Højes Hal Rimthusser gik,
At høre, hvad Skjæbne
Den Høje fik:
De spurgde, ;om Bølværk Til Guderne drog,
Hvad heller ham Suttung Af Dage tog.
110. Jeg troer, at Odin En Ringeed svor — Hvad Lid kan der fæstes Til hane Ord? Drikken han sveg
Med listigt Raad
Fra Suttung og bragte Gunlade til Graad.
Tredie Afsnit: A. Lodfafnersmaal”) eller me Mestersangen.
111. Tid er, at Ordet Fra Talerstol gaaer, Som nu ved Urdes Kilde staaer:
Tavs jeg skued,
Jeg skued i Tanker,
Og hørte, hvad Tale Blandt Mændene . vanker.
”) Saakaldet, fordi Talen er rettet til Lodfafner, hvilket Ord efter Finn
Magnussens Antagelse betyder En, som har faaet Dun (Lod) paa Hagen;
men da her saa at sige den sidste Vielse gives, maatte vist en modnero
Alder udkræves til denne.
Navnet antages her at betyde En,-som faaer
Lod og Deel, altsaa efter Sammenhængen En, som bliver Medlem af den højere Videns Broderskab, en Mester,
112. Om Runer var Ordet, Om Guddomsordet, Og om dets. Risten Og om dets Raaden Ved Hallen den Højes, I Hallen den Højes Saa, jeg hørte, Man Talen førte.
113. Dig Mester jeg raader, At Raad Du nemmer, Det gavner Dig, om Du Ej det glemmer: Om Nat Du stande Kun op, ifald Du Ærende har. Eller spejde skal!
114. Dig Mester jeg raader, At Raad Du nemmer, Det gavner Dig, om Du Ej det glemmer: Aldrig Du sove
Ved Troldkvindes Barm,
Saa at hun favner Dig
Med sin Årm !
115. Hun volder, at ej Du Omsorg drager For Fyrstens Ord Og Thingets Sager,
82
Til Mad og Selskab Du taber din Lyst, Og tyer til dit Leje Uden Trøst.
| 116. Dig Mester jeg raader, At Raad Du nemmer, . Det gavner Dig, om Du Ej det glemmer: Aldrig Du anden Mands Viv forføre, Til Dig i hemmeligt Stævne at høre!
117. Dig Mester jeg raader, Og Raad Du nemmer, Det gavner Dig, om Du Ej det glemmer: Hvis fare Du lyster Paa Fjord eller Fjæld, Med Rejsekost Forsyn Dig vel!
118. Ond Mand skal Du Aldrig lade Vide, hvor Du Har Din Skade; Thi aldrig gjengjældt Ventes kan God Vilje af Den onde Mand.
83
119. Jeg saae, hvorledes Ond Kvindes Ord ; Bidsk en Mand Efter Hovedet foer, Den falske Tunge Ham Livet galdt, Og hvad hun sagde Var Løgn dog alt.
120. Vid, har Du en Ven, Som vel Du troer, Da søg ham ofte, Hvor han boer; Thi Krat og højen Græs beklæder Den Vej, som ingen
Mand betræder.
121. Dig Mester jeg raader, Og Raad Du nemmer, Det gavner Dig, om Du Ej det glemmer:
Søg Gammenstale
Med goden Mand,
Lær Dulmesange,
. Daalænge Du kan !
122, Aldrig Du først Anledning byde Til falskelig med Din Ven at bryde,
Sorg tærer paa Hjærtet, Naar Ingen Du har, Hvem hele din Tanke
Er aabenbar.
— 123. Dig Mester jeg raader,
Og Raad Du nemmer, Det gavner Dig, om Du Ej det glemmer:
" Ingensinde
"Du Dig indlade
Paa Ord at skifte Med Aber fade!
124.
Thi for Godt
Du kan ej vente Hos den Slette
. Løn at hente;
Derimod
Den gode Mand Ved Roes Dig yndet Gjøre kan. |
125.
ÅAandens Slægtskab Derved stiftes, At Tanken aabent En Anden skrifteg; Alt er bedre End falske Ord, I Smiger intet Venskab boer.
6"
84
— 126. Dig Mester jeg raader, Og Raad Du nemmer, Det gavner Dig, om Du Ej det glemmer: Meer. end trende Ord i Trætte Ej Du spilde Paa den Slette! Bedre Mand Gik tit til Side, Naar den Værre . ' Vilde, stride. |
127.
Sko og Skjæfte Ej Du lave, Uden hvad Du Selv skal have! Sko ej passer, Skjæftet helder, "Og paa Dig man Derfor skjælder.
128. Dig Mester jeg raader, "Og Raad Du nemmer, Det gavner Dig, om Du Ej det glemmer: Mod Ondt Du værge . I Andres Sted, Giv aldrig Dine Fjender Fred!
129. Dig Mester jeg raader, Og Raad Du nemmer, Det gavner Dig, om Du
Ej det glemmer: Til onde Ting
"Ej Lyst Du fatte, Men lær Dig til
Det Gode at skatte!
130. Dig Mester jeg raader, Og Raad Du nemmer, Det gavner Dig, om Du Ej det glemmer: Ej maa Du see I Slaget op [Ellevild man Jo vorde kan], At Mændene ej Fortrylle din Krop.
131. Vil Du Dig Kvinde God tilkvæde, Til Gammenstale Og stadig Glæde, Giv smukke Løfter, Lad fast dem staae, Mø bliver ei kjed Af Godt at faae!
132.
. Varlig, men ikke . For varlig vær,
Varligst Du være Med Drik især, Med Andens Kone, Og saa dertil
Med Tyv, at ikke Han driver sit Spil.
133. For Spot og Latter Du aldrig lægge Nogen Gjæst eller Gangende Mand! Tit de, som sidde Forinden Vægge, Ej kjende saa lige — Den Kommendes Stand. 134. I Brystet en Blanding Af Dyd og Last Hos Menneskens Børn Er voxet fast, Saa god er Ingen, Han har jo Lyde, Lidt Gavn kan selv Den Sletteste yde.
135.
Driv ej med graahaaret
"Taler Spot,
Den Gamles Ord Er ofte godt! Skjælligt fra hvassen Bælg>+) tit kom,
85
+) ,Bælg”, d.e. en haardhudet Karl.
Der flakker blandt usle Seller om
Med rynket Skind
Og skrammet Kind.
136. . . Dig Mester jeg raader, Og Raad Du nemmer, Det gavner Dig, om Du Ej det glemmer: Ej overfus
" Eller jag paa Dør |
En Vandrer, Godt i Mod Trængende gjør!
0. 187, Det maatte dog være
" En vældig Bom,
Der op skulde drages Fer hver, som kom; Giv en Kjende, , Det hører ej op Ellers at ønske Dig Ondt i Krop.
138. Dig Mester jeg raader, Og Raad Du nemmer, Det gavner Dig, om Du Ej det glemmer: Naar Øl Du drikker, Brug Jordens Kraft, Jord Drik fortager,
— Ild Sygdomasaft, .
Ax Gift, og Eeg
Kan Bindsel lette, Hallen stiller
Tyendes Trætte,
Mod Vrede er Maanens Hjælp den rette,
" Bid af Bider
Selv skal læges, Sorgen skal ved Runer kvæges, Mod alt Flod. Er Jorden god.
==
Tredie Afsnit: B. Odins Runesang.
. 139.
Jeg veed, at det vindige Træ mig bar
Ni hele Nætter, — Saaret jeg var Med Spyd og given Til Odin hen; Selv til mig selv Var jeg given hen, Paa Træet jeg hang, Som Ingen veed
Af hvad Rod det sprang.
140. De gave mig hverken "Lev eller Drik, Ned i Dybet - Jeg sænked mit Blik Og Runer optog, Højt raabende tog, Saa atter jeg gled Fra Træet ned.
141.
Af Bølthorns Søn, Stor i Ære,
Bestlas Fader
Jeg monne lære Ni" Fimmelsange, Af dyren Mjød,
Fra Livskilden øst,
En Drik jeg nød.
142. Da var min Væxt, Tilendebragt,
Da voøxed min Viisdom
Og min Magt;
Ord af Ord
Mig avlede Ord, Værk af Værk Mig avlede Værk.
143, Runer Du finde,
" Og raadede Stave,
Heelt store Stave, Stave heelt stinde, Som Fimmeltaler I Billed maler,
Som Høje Magter
Bringe tillive,
Af Magters Formand De ristet blive.
144. Af Odin for Aser, For Alfeætter Dem rister Danne, Vidstærk for Jætter, Lukøje for Dværge, Men somme jeg risted Mig selv i Værge.
145. Forstaaer Du at riste? Forstaaer Du at raade? Forstaaer Du at skildre? Forstaaer Du at friste? Forstaaer Du at bede? Forstaaer Du at blote? Forstaaer Du at sende? Forstaaer Du at sprede?
. 146. — Bedre er .
.” Slet ingen Beden,
End for stor En Offerreden, Thi en Gave Bør til Gildet
. Forhold håve;. Bedre Intet Sendt til Gilde, End en stor Anretningespilde.
87
Saa opstod Thunder Før Folkenes Dage, Der stod han op Hvor han kom tilbage.
147.
" Jeg kan de Sange,
Som ingen Fyrstinde, NH Som intet Menneskens Barn har inde:
Hjælp hedder den første, Den hjælper stærk Mod Trættes, Sørgs
Og Sygdoms Værk.
148. For det andet Saa kan jeg den, Som bruges af kyndige Lægemænd.
149. Den tredje jeg kan, Naar Nød er paafærde, For dem at tæmme, Som hadske mig ere; For Fjenderne kan jeg Egge døve,
Saa List og Vaaben
De blive sløve.
150. Den fjerde jeg kan, Naar Baand man paa Mine Lemmer lægger, Da galer jeg saa,
At løs jeg gaaer; Thi sønder brast Af Fødder Fjedre, Af Hænder Bast.
151. Den femte jeg kan, Naar farlig. Piil I Fylking monne Flyve med Iil, Og er end nok saa Stind dens Flugt, Øjnes den, faaer jeg
Med den Bugt.
152.
"Den sjette jeg kan, Naar Nogen med Saar Paa Vildtræs Rod | Mig efterstaaer;
Den Mand, som vil Mig Ondt, den Samme Menet fremfor
Mig skal ramme.
158. Den syvende kan jeg, Naar jeg skuer Højsal tændt | Over Seller i Luer; - Hvor bredt den brænder, Jeg dog den bjærger, En Sang jeg kån,
Som Sligt besværger.
88
. 154, Den ottende kan jeg, For Alle og Hver Gavnligt den at Kjende det er;. Hvor Hadet voxer Blandt Stridens Kjæmper, Der jeg det uden
"Ophold dæmper.
155. Den niende kan jeg, Naar Nød mig følger Og Fartøjet bjærges Skal paa Bølger; Vinden stiller jeg Da paa Vand, Og sætter Havet I søvnig Stand.
156.
Den tiende kan jeg, Naar en Skare Hjemsøgende Hexe I Luften fare;
Jeg vilder dem ud. Af goden Skind, De søge ej meer
I Hjemmet ind.
157.
Den ellevte. kan jeg,
Til Kampen at bringe Gamle Venner; I Skjoldene klinge
Da mine Sange,
x
De Vældige gange I Frelse til Strid, I Frelse fra Strid, I Frelse de ere Til hver en Tid.
158. . Den tolvte kan jeg, Naar Lig i Strikke, Svæver paa Træet For mine Blikke, Saa rister jeg og i Runer maler, At den Mand gaaer Og med mig taler.
159. . Og for det trettende. Een jeg kan, . Naar ungen Thegn Besprænges med Vand;
" Ej falder han, kommer han
End i Strid, Den Mand ej segner - For Sværdebid.
160.
Den fjortende kan jeg, Naar jeg skal " I Mandelag nævne Guders Tal; Jeg kjender paa Åser Og Alfer Skjel,
Sligt udannet Mand Ej veed saa vel.
89
. 161. Den femtende kan jeg, Dværg Folkerøre Gol den Sang For Dellings Døre; Styrke for Åser, For Alfer Fremme, Forstand for Odin Gol hans Stemme. | 162. Den sextende kan jeg > Til at vinde Elskov og Gammen Hos senilden Kvinde, Hvidarmet Piges Hu jeg drejer, Forvandler Alt, Hvad Sindet ejer. 163. Den syttende kan jeg, At Møen den slanke Seent fra mig Skal vende sin Tanke. —
Disse Sange,
Mester! Du savned
"I Tider lange:
Godt for Dig,
Om Du kan dem fange,
Gavn, om Du nemmer,
Tarv, om Du gjemmer! 164.
Den attende kan jeg,
Som ingen Pige, .
90
Ingen Mands Kone 165.
Skal høre mig sige . Sjungen er nu (Alt er bedre, I den Højes Hal Hvad ene Man kjender, Den Højes Sang; Dermed hele Menneskens Børn Visen ender); Den gavne skal Kun hun alene, Mangen Gang; Som i sin Favn Til Jætters Børn Mig tager, eller Den ej har Kald.
. Har Søsternavn. - . Hil den, som sang! É Hil den, som kan!
Hvo nemmer, den nytte! . Hil Alle, som lytte!
12. GRIMNER
eller
DEN FORMUMMEDE.
Kong Rødung havde to Sønner, den ene hed Agnar, den anden Gejrrød. Agnar var ti Vintre og Gejrrød otte Vintre gammel. De roede sammen i en Baad med deres Dorger (Fiskesnører) paa Smaafiskeri, men Vinden drev dem ud paa Havet. I Nattens Mørke lede de Skibbrud ved Land, gik op og traf en Kaadner; der vare de Vinteren over, Konen fostrede Agnar, Manden Gejrrød og gav ham gode Raad. I Vaaren gav Manden dem et Fartøj, og da han og Konen fulgte dem til Stranden, talte Manden afsides med Gejrrød. De fik Medbør og. kom til deres Faders Bopæl. Gejrrød var forrest i Baaden, løb op paa Land, stødte Baaden ud og sagde: »Far Du nu Smøl i Vold!" 0Baaden drev ud paa Havet. og Gejrrød gik til Byes og blev vel modtagen; men hans Fader var nu død. Gejrrød toges da til Konge og blev en prægtig Mand.
- Odin og Frigga sadde i Lidskjalv og overskuede hele Verden. Odin sagde: ,,Seer Du Agnar, din Fostersøn, hvor han avler Børn med en Jættekvinde i Hulen? Men Gejrrød, min Fostersøn, er Konge og har "Landet i Behold", .Frigga svarer: ,,Han er saa stor en
91
Madnidding, at han piner sine Gjæster, naar han synes der komme for mange", Odin paastaaer, at det er den største Løgn, og herom sloge de Væd.
Frigga sendte sin Æskemø Fylla til Gejrrød; hun bad Kongen at vare sig for,. at ikke den Troldmand, som var kommen der til Landet, skulde forgjøre .ham, og gav ham det Kjendemærke, at selv den glubskeste Hund vilde ikke fare: paa denne Mand. Det var nu idel løs Tale, at Kong Gejrrød ikke var gjæstfri, men han lod dog den Mand gribe, som Hundene ikke vilde gaae løs paa. Denne var iført en blaa Kappe, kaldte sig Grimner, og lod sig ikke forlyde med Noget, skjøndt man udspurgte ham, Kongen lod ham da sætte imellem en dobbelt Ild for at pine ham til at tale, og der sad han i otte Nætter. -
Kong Gejrrød havde en Søn, ti Vintre gammel, som hed Agnar efter hans Broder. Agnar gik til Grimner, gav ham et fuldt Horn at drikke, og sagde, at Kongen gjorde ilde i at lade ham sagesløs pine. Grimner drak det ud, og da var Ilden kommen saa vidt, at den brændte ham Kappen. Grimner sang:
i; 3. Heed er Du, Flamme! Hil Dig Agnar, Og gaaer mig for nær, Bevaret vær! Ild! Lad os skilles Det ønsker Dig Mænds Hver især; | Beskjærmer her;
For en Drik Aldrig Du bedre Betaling fik.
Foerværket svides,
Og skjøndt jeg holder I Vejret Kappen,
Dog fænge dens Folder.
Otte Nætter Mellem Ild jeg sad, Intet Menneske Bragte mig Mad,
Hist hæver et helligt
Land sig frem
Nær ved Åsers
Og Alfers Hjem,
I Thrudhjem Bolig For Thor skal staae,
Saalænge til Magterne
Agnar undtagen, Gejrrøds Søn, For Gothers Land Han raade til Løn.
| 2. i i 4. |
Alle forgaae.
5. Det Man kaldet: Har Ydale, . Hvor sig Uller Rejste Sale; I gamle Dage Guderne gave Frey til Tandskjænk Alfhjem at have.
6. I tredje Bolig Et Tag er lagt Af milde Guder Med Sølverpragt, Valaskjalv Sig valgte ud . Fra første Færd Den Asagud”). |
7 I Sænkebæk stander Den fjerde Sal, Hvor Bølgen risler Over sval,
Der med Saga
Af gyldent Bæger Glad sig Odin
". Dagligt kvæger.
| 8.
Den femte Bolig
Er Glædehjem,
”) Odin.
92
" Hvor Valhal guldblank
Straaler frem;
Der kaarer Hropt +) Til hver en Tid Alle de Mænd,
Der falde i Strid.
9. Lettelig skjælnes Den Sal fra andre Af dem, som skulle Til Odin vandre: Skjolde paa Sparrer Af Spyd den tække, Brynjer alle
— Dens Bænke dække.
10. Lettelig skjælnes
"Den Sal fra andre
Af dem, som skulle Til Odin vandre: Vest for Døren
En Ulv er hængt,
Oven en Ørn
Med Næbet sænkt.
11. Thrymhjem nævner jeg Som den Sjette,
Der boede Thjasse, Hiin vældige Jætte; Nu Skade den Skjære,
+) Odin.
Som ægter Njord, I Faderens. gamle Tomter boer. E 12, Bredeblik er
Den Syvendes Navn, Der, hvor Balder Sig byggede Stavn I Landet, hvor, jeg Veed, man kunde Færrest finde
Af Varsler onde. - Fe
Himmelbjærg ottende
Hjemstavn er, Hejmdal skal raade For Borgen der; Guders Vogter Drikker i Ro
Den gode Mjød
I sin venlige Bo.
14.
Folkvang den Niende,
Freyas Gaard,
I Salen bestemmer hun
Sædets Kaar, Daglig hun vælger Den halve Val, Den anden farer Til Odins Sal.
15. Som tiende Bolig Jeg Glitner stiller,
93
Af Sølv dens Tag, Af Guld dens Piller; Der Forsete
Sig jævnlig sætter; Der neddysser han Alle Trætter.
16. Skibestavn Ellevte Er i Tal, . i Njord sig byggede
Der en Sal,
Over det knejsende
Alter byder
Mændenes Drot
Foruden Lyder. "717,
Med Krat og Græs
I højen Stand
Begroet er Vidars
Videland;
Søn sig der
Af Hest nedlader,
Opsat paa At hævne Fader.
18. Aandrimner Koger Sørimner Af Flæsk det Bedste I Ildrimner; Dog Faa der ere,
Som vide, hvormed
Storhelte sig nære.
19. Berømt og Kampvant Hærenes Fader Til Gere og Freke Sin Mad overlader; "Af Viin alene Til hver en Tid Lever Odin, Gjæv i Strid.
20. Hugin og Munin Jorden kredse I daglig Flugt; Jeg frygter stedse, At Huginej Skal komme igjen, Min Angst for Munin Er større end.
21. Thund tuder,
Og i' dens Bølger Thjodvitners Fisk Sig roligt dølger, Den Strøm mon lade
Stridshesten for stærk
Til over at vade.
22. Valgrind hedder Vangens Led, . Helligt det lukker For helligt Sted; Gammelt er dette
"94
Led for Vang, Faa dog kjende Dets Laasegang.
-— 98. Femhundrede Døre Og firti — jeg troer — Til Valhal føre; | Ad hver en Dør Storhelte i Skare Gaae ottehundrede Side om Side, Naar hen de fåre
Med Ulv at stride.
24. Femhundred: firti — Jeg troer — i Sum Ere Bilskirners Bugede Rum;
Jeg veed, at Huus Under Tag ej staaer, Der Sønnen mins
I Storhed riaaer.
25.
"Ged Heidrun staaer
Over Odins Hal, Af Lærads Kviste. Hun bide skal; Hun Karret fylder Med klaren Mjød, For Drik da bliver Der aldrig Nød.
95
26. Hjorten Egthyrner Over Hallen staaer, Af Lærads Kviste Han Næring faaer; Fra Horn det ned I Hvergelmer drypper, Saalunde han alle Vande ypper:
27. Sid og Vid, Jager og Støder, Sval og Strid, Springer og Larmer, Rinder og Render, Pladdrer og Pladsker, Gammelaa og Spydvælter, Om Guders Eje Sig disse dreje: Døner og Vener, Standig og Faldig, . Gridsk og Stribsk.
28. Een hedder Helligaa, Vejklog en Anden,
Saa kommer Folkenam, " Nytter, Nyder,
— Risler, Styrter,
Slider, Byger, Svælmer, Svulmer, Vid og Vant,
Snever, Strander,
Gjald og Glimt: Sig nærved Mennesker Disse snoe,
Og deden falde
"Til Dødens Bo.
2 Karmet og Armet Og to Karbade, Igjennem disse Thor skal vade Hver en Dag, Naar fare han vil Til Doms ved Asken Ygdrasil; Thi Asabro vilde | Staae heelt i Brand, I Lue tændes Helligt Vand.
ik 30. Glimrer og Gylder, Lysner og Løbild,
" Sølvtop og Syner,
Gissel og Falsok, Guldtop og Letfod — Disse Hete Til Yggdrasils Rod
. Aser paa Thinge
Hver Dag bringe. . 31.
Rødder trende
Under Ygdrasils Ask
Tre Veje vende;
Hel boer ved den Ene, Rimthurs ved den Anden, Men ved den tredje. Menneskemanden.
32. Egernet hedder Ratatask, "Som rende skal Paa Ygdrasils Ask, Og bære fra oven Ørnens Ord, Forkynde det ned, Hvor Nidhug boer.
33. Fire Hjorte Gaae der i Ring, Krumhalset gnavende Træets Spring: Danne, Daaen,
Donværk, Dørstærk.
34. Under Ygdrasils Ask En Ormeflok boer, Langt større end uklog Abe troer: Hvisler, Lusker, Grayvarslers Sønner, Graabag, Gravvold, Ypper, Dysser, Skulde jeg mene, Tære stedse Paa Træets Grene.
35. Ygdrasil Den Ask mon lide Drøjere Værk, End Mænd det vide;
" Paa Stammen det mulner,
I Top Hjort bider, Nede ved Roden Nidhug slider.
36.
"Ryst og Mist Mig Horn skulle række,
Det veed jeg forvist ;
Øxold, Overfald,
Sejrsang, Hærsang,
Strid og Styrke,
Gjald, Spydfostre,
Skjoldgridsk, Daad- | gridsk
Og Kongefrænke,
De for Storhelte
Øllet skjænke.
37. Hurtigfod Og Lytøre, " | Herefter svalede, Solen føre; Men under Bovene Skjulte de hulde Guder, Aserne, Jernkulde.
38. Skjold for Solens Guddomslys Man Svaler kalder, Hav og Bjærge Gaae i Brand, Om fra han falder,
39. Ulven Jager Til Skovens Løn Følger den Aasyns- klare Gud, En anden, Hader, Dødsvarslers Søn, Gaaer foran for Himlens Skjære Brud.
40. Jorden blev skabt Af Ymers Kjød,
"Og Havet af hans
Blod udflød, Bjærg af Been, . Og Skov af Haar, Men Himmel af Høsen”) Dannet staaer.
41. Af Hjærnen lode De Magter blide Alle Skyer Tungsindigt skride, Af Brynene, som Over Øjet knejste,
”) ,Høs%, d. e. Hjerneskal.
97
Midgaard for Menneskers Sønner de rejste.
42. Ullers og Guders Gunst tilhører Ham, som først Ved Ilden rører ; Naar Kjedlerne flyttes, Man Udsigt faaer, Og Asers Øje
Til Jorden naaer.
43. Skydbladner i Tidens Morgen ginge Ivaldes Sønner At frembringe,
For Njords den gavnrige Søn en Gave,
. Bedst Skib den lyse Frey skal have.
44, Ask Ygdrasil ypperst Af Træer er, Men Odin ypperst Af Asahær; Af Skibe Skydbladner Er det bedste, Bævrast af Broer, Sleipner af Heste, Af Hunde Garm, Og af Skalde Brage,
7
Af Høge er Ingen Højbrogs Mage.
| 45. Nu Sejrgudens Sønner Mit Aasyn saae, Og ønskelig Frelse Skal deraf gaae, Alle Åser Til Øgers Bænk Det nu skal føre, Til Øgers Skjænk.
46. Jeg kaldes den Skjulte, En Vandrer forsand, Hjelmbærer, Hærger Og Tredjemand, Yndig-i-øje, Dundrer og Væder,.
Dødblænder, den Høje.
47, Sædemand, Vendemod, Sandhedsgjætter, Kampglad, Lunegod, . Lynøje, Ildøje, Mangefold, Bølværk, Hyller og Mummer,
Viismand og Koglstærk,
48. Sidhat og Sidskjæg, Bølgeknæk, Sejrfader, | Angriber, Byrdegud, Alfader, Valfader;
98
Siden jeg foer Om Folkestavn, Aldrig jeg kaldtes Med enkelt Navn.
49. Mummer hos Gejrrød Var mit Kald, Stivnakke paa Thinge, Vinder paa Val, Sporlægger den Stund, Da Kjælker jeg drog, Livsmæt hos Amund. Disse Navne Hos Guder jeg bar: Ønskegod, Røstklar, Jævnhøj, Luftsvinger, Langskjæg, Splidbringer.
50. Fiffig og Kløgtig I Sænkmimers Bo, Der stedte jeg gamlen Jætte til Ro;
4
. Da ene jeg
I Døden sendte Mjødvarslers Søn, Den velbekjendte.
51 Fuld er Du, Gejrrød, Bedaaret af Mjød, Formeget Du nød; Stort er dit Tab,.
99
Da min Hjælp. blev om- Dig Disen truer,
' sonst, Odin Du skuer, Odins og alle Kom an, om Du kan! Storheltenes Gunst. 54.
Fo Nu hedder jeg Odin,
Yøgger forhen, Thunder jeg kaldtes Før det igjen; Vever, Skrækker . Og Vindvækker,
Meget jeg lærte Dig, Lidet Du mindes, Svigfulde nu dine Venner befindes; Min Ven! Dit Sværd
Blodigt at ligge (udekonsg J | Og Ætfader eg skuer her. FAT Livsmæt, — hos Guder 53. Jeg kalde mig lader, Sværdtræt Mandefald Ypper og Dysser; Ygger nu faaer, Den Navnehær Jeg seer, at dit Liv Af mig alene Til Ende gaaer; Vist kommen er.
Kong Gejrrød sad med sit Sværd paa Knæ, halv draget, — men da han hørte, at Odin var der, stod han op og vilde tage ham fra Ilden. Sværdet faldt af Haanden med Fæstet ned, Kongen snublede og faldt fremad, men Sværdet stak igjennem ham, og fik han sin Bane.
Odin forsvandt da, men Agnar var siden længe Konge der,
13. HYMERSKVADET.
enn
1 De kasted Kjæppe,
F ordum Valguder Og spaaede af Blod, Fangsten dreve, . At Øger mangled Og drak ved Gildet, En Kjedel god.
Til mætte de bleve. 7"
100
2. Barnlig. glad, Som Killingen af En Missekat, Den Bjergmand sad. Thor ham gridsk I Øjet saae: »Tidt Gilde for Aser
Du rede maa!«
3. Den barske Mand Gjorde Jætten bange, Han pønsed paa Hævn, Over Guden at fange; Sifs Mand han bad En Kjedel at yde: »Saadan at jeg Øl Til Jer alle kan syde."
4. Intetsteds kunde Paa den faae Øje — De herlige Guder Og Magter høje; Indtil i Eenrum Tyr saa brav Heelt kjærligt Vink Lorride gav.
5. »Mod Edderhav, Øst Ved Himlens Rand, Der bygger Hymer, Den hundvise Mand;
Min kjække Fader En Kjedel har,
En Rast i Dybden, Et rummeligt Kar." 6.
»Mon Drikkesyderen
Tage vi kan?«
»Ja, Ven! naar vi gribe Det listeligt an."
Den Dag paa Kraft . De stræbte frem,
Fra Asgaard ud
Til Egils Hjem,
7. Horngjæve Bukke Han satte paa Stald, Saa vendte de sig Mod Hymers Hal. Sin lede Bedstemo'er Svenden saae,
Med ni Gang hundrede Hoveder paa.
8.
Men frem algylden En Anden gik, Lysbrynet hun rakte Sin Søn en Drik.
9.
»Du Jættebarn!
I raske To!
Jeg lader Jer under Kjedlen bo;
Thi ofte min kjære
Mage var Mod Gjæster karrig, Til Ondskab snar.”
10. Silde fra Jagt Kom Hymer nu, Vægelsindet Og haard i Hu; Det runged i Jøkler, Da han gik ind, Som frossen Skov
Var Gubbens Kind.
11, »Hil Dig, Hymer! Nu godmodig vær, Ad lange Veje Til Salen her Sønnen, vi vented, Nu kommen er, En Hædersfjende Ham fulgte herhen,
Hans Navn er Veor, .
Menneskens Ven. —
12. »See, hvor de sidde I Salens Krog, Bag Søllen hist De Tilflugt tog."
Sønder sprang Søllen
For Jættens Blik, Itu først Overlags- Bjælken gik.
13. Otte Kjedler Faldt ned fra Stedet, Kun een blev heel, Som haardt var smedet; Frem de traadte, Sin Fjende nøje Den gamle Jætte Da tog i Øje.
14. Ilde monne Hans Sind ham spaae, Da Jætters Plage Han for sig saae. Trende Stude Man dernæst tog, Som Jætten bød At sætte paa Kog.
15. Et Hoved kortere Gjorde Man dem, Og satte dem saa Over Ilden frem; Thor alene, Før Dag var ude,
Fortæred tvende
Af Hymers Stude.
16. Det Hrungners graanede Frænde slog, At Thor saa stærkt Til Maden tog: »En anden Aften
Da maa vi Tre, Vor Mad ved Fangst At skaffe see.”
17. Veor vilde Roe ud paa Hav, Hvis bolden Jætte Madding gav: »Gaae til Hjorden,
For Madding at fange, -
Du Bjergmandsknuser ! Hvis ej Du er bange.
18. »Jeg tænker, at Du " Hos Øxneflok Med Lethed finder Lokkemad nok." Ivrig Svenden Til Skoven gaaer, En kulsort Tyr Der for ham staaer.
19. Af Tyren Hornenes Højsæde brød Han, som volder "Thursers Død: »Værre Du Skipper Nu tager paa Veje, End om Du var bleven I dit Leje."
102
20. Bukkenes Herre Bad Abers Frænde Baaden længere Ud at vende;
= Den Jætte yttrede
Ringe Lyst Til nu at fjerne Sig meer fra Kyst.
21. I samme Sæt Stolt Hymer drog Modigen tvende Hvaler paa Krog, Men agter i Skuden Odins Frænde, Veor, sig laved En Snøre behænde.
22. Nu Oldenes Bjærger, Ormens Mester, Tyrens Hoved Paa Anglen fæster; Paa Krog bed han, Som Guder forbande, Dybets Belte Om alle Lande.
23. Djærvelig drog
.Daadraske Thor
Edderspettede Orm til Bord,
Ulvens Stridsbroder Hævet Hammer .
Paa væmmeligt stejlende Hoved rammer.
24. I Tinder det klang, I Gruber det sang, Sammen foer Den gamle Jord; Den Fisk dog ned I Havet gled.
| 25.
Da hjemad det gik, Var Jætten ej kvik; Den rappe Hymer Et Ord. ej talte, Men stadig fort
Paa Aaren halte.
i 26.
»Vil Du med mig Gjøre Hælvten Gavn, Og enten lægge
Vor Baad i Havn
103
Eller bringe mig Hvalerne
Hjem til Stavn." s» le Thor greb brat Ved Stævnen fat, Og løftede Baaden Alene op Med Kjølvand, Aarer
Og Øsekop; Jættens Marsviin Til Huse han brang Op ad Skovhøjens Snevre Gang.
28. Men endnu Hymer, Til Trodsighed vant, Om Prøver kom Med Thor paa Kant: »Skjøndt godt han roede, Ej stærk han var, Hans Kraft ej knuste Et Drikkekar.”
29, Der Lorride Fik Bægret ihænde, Brat han Steenstøtten. Slog i tvende; Fra Sædet han gjennem Søllen det drev, Dog heelt til Hymer Det baaren blev.
" 80.
Fuldgodt Venneraad Havde da inde Og gav til ham Den skjønne Veninde”): »Mod livslede Jættes
— Pande Du slaae,
Sig intet Bæger Mod den kan staae."
”) Tyrs Moder, Hymers Kone.
31.
Bukkenes Herre Haardt sig rejste, I hele sin Asa-
styrke knejste; " Gubbens Pande Blev heel, enddog Det runde Viinkar Revner slog.
32. »Jeg visselig tabte Et stort Klenod, Da dette Bæger Mig faldt for Fod;
Sit Ord gav den Gamle,
Og det holder Stik, Dog lovlig heed "Er mig denne Drik."
33. »Nu staaer det til Jer . Fra Slottet vort, Om I kan, at bringe Det Ølkar bort.” Tyr det tvende Gange greb an, Støt den Kjedel Mod ham holdt Stand.
34. I Rand tog Modes Fader saa fast, At Griilvet under Hans Fødder brast,
104
Sifs Mand paa Hovedet Kjedlen svang, Mens Ringene ved
"Hans Hæle klang.
35 En Stund de nu Tilsammen gik, Før Thor tilbage Kasted et Blik; I Øst han saae Fra Røser”) fare Med Hymer en mange- hovedet Skare.
"86. Fra Skulder han løfted Kjedlen til Jord, Og drabelig frem Med Mjølner foer: Da maatte falde De Udyr alle.
37. É Det hændtes Lorride, Før langt de kom, At Bukken styrtede Halvdød om, Skagelsky Og skjæv i Tøjet, Saa havde den svigvise Loke det føjet.
") ,Røse%, d. e. Steengrund i Havet.
105
I have jo hørt — Stormægtig paa Guders
88. 39. Thi grant det veed Thing han traadte, Enhver, som kjender | Og bragte Kjedlen,
Til Guder Besked — Som Hymer aatte; -
Hvad Fejringsbod Nu Guder hos Øger Han af Bjærgboen fik, Een Hørhøsttid Begge hans Børn Alskens Øl I Soning gik. Skulle drikke med Flid. E 14. ØGERSGILDET i eller
LOKES SKJÆNDSMAAL. '
«
ERE
Øger, som ogsaa kaldes Gymer, havde brygget Øl for Aserne, efterat han havde faaet fat paa den store Kjedel, hvorom nu er talt. Til dette Gilde kom Odin og hans Kone Frigza, men Thor kom ikke; thi han var i Østerleden; Thors Kone Sy var der tillige- med Brage. og hans Kone Idun. Der var ogsaa Tyr; han var eenhaandet; thi Fenrisulven havde, da den blev bunden” slidt den ene Haand af ham. Der var Njord og hans Kone Skade, Frey og Freya og Odins Søn Vidar. Loke var der, og Freys Tjeneste- folk Beygver og Beyla. En stor Forsamling af Aser og Alfer.
Øger havde to Tjenere, Snubfænger og Ilder, Der var Lyse- guld istedenfor Ildlys, og Øllet bar sig selv om; der var et stort Fristed. Man roste meget, hvor flinke Øgers Tjenere vare; det gad Loke ikke høre, og slog Snubfærger ihjel. Da rystede Aserne deres Skjolde, raabte mod Loke og drev ham bort til Skoven, hvorefter de atter satte sig til at drikke.
Loke kom igjen, traf Ilder udenfor, og tiltalte ham saaledes:
i Ilder. [Ider! paa staaende 2. Fod lad høre, Talen blandt Sejrguders Hvad Gildesnak Guder Sønner skifter,
Derinde nu føre! "Nu om deres Vaaben
Og Krigsbedrifter; Ingen blandt ÅAser Og Alfer derinde Et venligt Ord Om Dig kan finde.
Loke. 3.
Ind i Øgers Hal jeg gaaer, Åt see, hvorledes Den Højtid staaer; Åserne bringer jeg Klammer og Ave, — Med Meen jeg skal Dem Mjøden lave.
Ilder. 4.
Hør, hvis i Øgers Hal Du gaaer, At see, hvorledes Den Højtid staaer, Og spyer Du mod Guder Din Galde ud: Dig selv de bruge Til Vidskeklud.
Loke. 5; Hør, Ilder! hvis vi to Havde Trætte Og skulde hinanden I Skjældsord sætte, Lidet Dig vilde
106
At de bød
Din Ordstrøm baade, En rigere stod dog Mig tilraade.
gik Loke ind i
Derpaa
Hallen; men da de, som vare inde, saae hvem der var kom- men, tav de Alle.
Loke. 6. . Tørstig jeg her Til Hallen kom, Lange Veje i Drog Lopter om, Aser at bede,
Mig en Drik Af den rene Mjød.
t. I Guder! hvi tie I, Harm i Hu,
Som mægted I ej
At mæle nu?
I give ved Gildet Mig Sæde og Stade, Eller mig byde
Det at forlade.
Brage. 8. Sæde og Stade Dig ved Gilde Aldrig Aserne Give ville.
"Vel vide Åser,
Hvem til Gjæst Byde de skulle Ved Højtidsfest.
Loke. 9.
Odin! Hvorlunde I gamle Dage Vort Blod vi blanded, Til Minde Du drage! Drikken vilde Du Aldrig nyde, Med mindre os begge Man kunde den byde.
Odin. 10. Saa rejs Dig, Vidar! Til Ulvens Fader Din Plads i Laget
— Du overlader,
At Loke Os ikke I Øgers Hal Med Smædeord "-Anfalde skal.
" 107
Dog ikke i Sinde, Brage, som bænker sig Hisset inde.
Brage. 12.
Hest og Værge Af Mit jeg byder, Saalunde Brage Dig Bøder yder, Åt ej Du Aser For Had skal lægge Og Guders Vrede Mod Dig opegge.
Loke 18.
Årmringe og Heste, Brage! Du aldrig an Skal have til Bedste; Af Aser og Alfer, Som ere her nu, For Strid ej frygter, For Skud ej flygter Nogen, som Du.
Da stod Vidar op, og skjæn-
kede for Loke; men før han Brage. drak, tiltalte han Aserne saa- ledes: | . 14.
11. Hvis udenfor Øgers
Hal jeg var,
Hvor nu jeg inde Mit Sæde har, Jeg skulde i Haand Dit Hoved bære,
Hil Aser og Hil Åsynier være, Alle storhellige Guder Ære!
Een As jeg haver
Derpaa kan Du Sikker være.
Loke. 15. Hvor Brage er tapper Inden Døre!
Ej kunde Du, Bænkpynt!
Sligt udføre;
Hvis vred Du er, Saa kom kun an, Betænksom er ikke En stridbar Mand.
Idun. | 16. Brage! For Børnenes Slægtskabsheld, Og alle Pleje-
sønners Vel,
Jeg beder, at her I Øgers Haller Loke Du ej
" Med Haan anfalder.
Loke. 17.
Ti Du, Idun! Blandt alle Kvinder Ingen, som Dig, Jeg mandgal finder; Thi selv om ham, Som Din Broder veg, Din dejligtvættede Arm Du slog.
Idun.
18.
Ej jeg, Loke, Her anfalder Med Smædeord I Øgers Haller; Brage jeg stiller, Hidsig af Drik, Vil ej, at vrede
" Til Strid I gik.
Gefjon.
| 19. Hvi ville herinde I Aser tvende Saarende Ord Mod hinanden vende?
Lopter ej veed,
Han selv staaer paa Spil,
At Livsfordærv Ham søge vil.
Loke. 20.
Ti Du, Gefjon!
Det melder min Røst, At hin hvide Svend Dig lokked til Lyst, Han det herlige Smykke Dig bød, Det, som Du gjemte I dit Skjød. ;
109
Odin.
— 21. Gal er Du, Loke! Reent fra Forstand, At Gefjons Vrede Du tirre kan;
Jeg troer hun Oldenes Skjæbne saa nøje Kjender, som mig Den staaer for Øje.
"Loke. 22.
Ti Du, Odin! Naar Mændene stride, Du kan ej veje Til rette Side; Ofte Du gav Ubillig Gave Og lod den Svagere Sejer have.
Odin.
— 23, Veed Du, om jeg gav Ubillig Gave | Og lod den Svagere Sejer have? Otte Vintre Du under Jord Som malkende Ko Og Kvinde foer, Og der du Fostre Til Verden bar —
Sligt troer jeg en Uslings Kjende var.
Loke.
24. Paa Samsø, Man siger, Du maatte dig neje, Og ramme paa Slump Som Vøler pleje; Blandt Folk som Spaamand Du løbet har — Sligt troer jeg en Uslings Kjende var.
Frigga. 25. Aldrig skulde I Åser tvende Folk fortælle Hvad Eder mon hænde, Hvad I bedrev I gamle Dage! Fordums Værk Er Mændenes Plage.
Loke. 26.
Ti Du, Frigga! Du Livsglads Datter, Mændene stedse Din Lyst omfatter; Thi Vile og Ve, Skjøndt Vidrers Kvinde,
= Begge Du lod
Din Elskov vinde.
110
Frigga. 27. Ja, kunde i Øgers Hal herinde | Jeg nu en Søn Som Balder finde, Da ud fra Aser Du aldrig kom, Da fældede Sværdet Din Vredesdom. Loke. 28. Vil Du, Frigga! At end dit Øre Bittrere Ord Af mig skal høre: Jeg det volder, At aldrig meer Balder at ride Til Sal du seer. Freya. —— 29, Raser Du, Loke, At Du her Ripper op, I saa led Ufærd; Vist Frigga veed, ”Hvad i Skjæbnen boer, Om end hun selv Ej siger et Ord. Loke. 30. Ti, Freya! Jeg kan |
mme
Dig paa en Prik, Næppe Du fri For Laster gik; Af Aser og Alfer, Som ere her,
Din Boler været
Haver Enhver.
Freya. 31.
Falsk er din Tunge, Jeg troer forvist, Den galer dig selv Fortræd tilsidst; For Aser, Asynier Er Du en Gru, Du farer vist hjem Bedrøvet i Hu.
Loke. 32. ,
Ti Du, Freya! Din Trolddomskvind, Fuldt af Ondskab Er dit Sind; Uhøvisk Du var nok, Da Guder milde Ved Sejd du stemte Mod Broderen ilde.
Njord 33. Ej farligt det er, At Ægtekvinde I Bolskab og Sligt
Sig lader befinde; Men Under det er, At see herinde Den tvekjøns As,
Der fødte som Kvinde.
Loke. 34.
Ti Du, Njord! Til Østerleden Som Gidsel for Guder Du sendtes heden; Af Hymers Møer Blev tagen i Brug Din Mund, og tjente Til Vædsketrug.
Njord. 35.
Og sendtes jeg heden Til fjerne Kyst … Som Gidsel for Guder, Da var det min Trøst, At Sønnen jeg fik, Der elskes af Alle, Og hvem de Asernes Fyrste kalde.
Loke. FRE 36. Stop nu, Njord! Du tæmme Dig maa, Ej længer jeg lægger Skjul derpaa: Slig Søn din egen
111
Søster Dig bar, Uventet, han værre End Du ej var.
Tyr.
37.
I Asers Gaarde Blandt Fyrster bolde Frey man maa For den ypperste holde; Ej Mø eller Kone Til Graad han bringer, Og løser Alle Af Baand, som tvinger.
Loke.
38.
Ti Du, Tyr! Du mægter ikke Af baade Hænder Med Spyd at stikke; Jeg minder Dig om, Du led det Tab, At miste din Højre
I Fenrers Gab.
Tyr. 39. Jeg savner min Haand,
. Du savner din Ære, Begge Dele
Maa sørgeligt være; Ej heller har Ulven Det efter Behag, Han venter i Lænker
- Den yderste Dag.
112
Loke. 40. Ti Du, Tyr! Din Kone det gik Ilde, en Søn . Med mig hun fik; Aldrig en Stuv Eller Penning dog Din Stakkel for denne Krænkelse tog. Freyr. | 41. See, Ulven ligger Ved Munding af Aa, Saalænge til høje Magter forgaae; Du selv skal bindes. Paa samme Led, Hvis ej Du tier, Din Rænkesmed ! Loke. 42. Gymers Datter For Guldets Værd Du kjøbte, og solgte Saa dit Sværd; Naar Muspels Sønner Over Mulmskov ride, Hvormed skal da Din Stakkel stride. ? Beygver. | 43. | Hør, hvis jeg var "|
Af saa fornem Æt, Som Ingunar Freyr, Og saa herlig stedt, Jeg knuste til Marven Den slemme Krage,
"Led for Led
Jeg skulde tage.
… Loke. 44. Hvad er det for Tingest, Som loggrer der,
"Og snylter efter
Levninger her;
Du er nok stedse Frey ved Øre,
Og lader ved Kværnen Din Piben høre.
Beygver.
45. Beygver, jeg hedder, En dygtig Svend Kalde mig baade Guder og Mænd; Derfor med Ære Jeg savnes ikke, Hvor Hropters Børn Samlede drikke.
Loke. 46. Ti Du, Beygver, Blandt Mand og Mand Du Mad ej rettelig
Skifte kan,
Og naar i Striden "Man skulde gaae, I Sengehalmen
Da skjult Du laae.
Heimdal. 47.
Beruset er Du, Kan Intet sandse, Loke! vil Du da Aldrig standse? Betagen af Fuldskab Er den Mand, Som egne Ord Ej mindes kan.
Loke. 48.
Ti Du, Heimdal! Fra gammel Tid Dit Liv bestaaer I et hæsligt Slid ; Mens Ryggen stadig I Blød er lagt, Du vaagen skal holde For Guder Vagt.
Skade. 49, Kry er Du, Loke! Men snart Du standser, Og ej saa frit Med Halen svandser; Thi Guder skulle
113
Dig bunden lægge,
Med Reb af din kolde
Søn, over Egge.
Loke.
50. Om Guder mig end Skulle bunden lægge, Med Reb af min kolde Søn, over Egge,. Saa viid, da vi havde Med Thjasse Kiv, Baade først og sidst Jeg gik ham paa Liv.
Skade. ol.
Hvis Du, da I havde Med Thjasse Kiv, Baade først og sidst Ham gik paa Liv, Saa vlid, fra mine Stader og Vange, Du kolde Raad Skal stedse fange.
Loke. 52. Mildere dog Din Tone lød, Da Løvøes Søn Din Seng Du bød; Sligt vi ogsaa Her maa melde, 8
Naar nøje vi vore Lyder optælle.
Da gik Beyla frem, skjænkede
Loke Mjød i liskalken og sagde:
53. Hil være Dig, Loke! Tag Kalken hen, Med gammel Mjød Jeg fyldte den, Fordi at Du ene Lod hende”) der Blandt skyldfri Aser
Uden Besvær.
Han tog Hornet og drak
det ud.
54, Dig ene jeg skaaned, Var Du forsand Saa streng og varsom I Ægtestand. Een dog findes, Saavidt jeg mindes, Der selv hos Lorride Bolet har, Og det den svigvise
114
Lorride stiler Vist hid sin Fart; Tavshed han her Skal lære den, Som haaner alle
Guder og Mænd.
Loke. 56.
Ti Du, Beyla!. Beygvers Kvinde, Megen Ondskab I Dig er inde; Ej større Udvæxt Saaes fremspire, Blandt Aser end Du, Din Skidenlire.
Da kom Thor til og sagde:
57. Ti, Du Halvmand! Min Hammer stærk, Mjølner, skal stoppe Dit Sladderværk ; Jeg hugger fra Hals
Din Skuldertinde,
'Og dermed skal
k ; Loke var Dit Liv forsvinde. Beyla. | FYSR Loke. 55. 8.
Fjældene skjælve ! Fra Hjemmet snart
Nu Jordens Søn Er kommen hid,
Thor! Hvi er Du Saa graadig paa Strid?
+) Sif, til hvem den næste Strofe er
henvendt.
(od
I Kamp mod Ulven Dit Mod skal falde, Naar Sejerfader
" Han sluger med Alle.
Thor. 59.
Ti, Du Halvmand ! Min Hammer stærk, Mjølner, skal stoppe Dit Sladderværk ; Østerud Jeg slynger Dig op, Saa Ingen mere
Skal øjne Din Krop.
Loke. 60.
Ej Folk om Farter 1 Østerled Du minde, siden Din Tapperhed Kroget i Handskens Tommel foer; Hvem skulde da troet, At Du var Thor.
Thor. 6 Ti, Du Halvmand ! Min Hammer stærk, Mjølner, skal stoppe Dit Sladderværk;
115
Min Højre med Hrungners
Bane Dig slaaer,
Saa hvert et Been I Stykker gaaer.
Loke. - 62.
Længe jeg end At leve agter, Trods dine truende Hammerfagter ; Skrymers Remme Dog vare for skrappe, Kosten kunde Du Ikke nappe, i Led, skjøndt sund, Af en sulten, Mund.
Thor. 63.
Ti, Du Halvmand! Min Hammer stærk, Mjølner, skal. stoppe Dit Sladderværk. Hrungners Bane Dig sender fort Tit Hel, dernede Ved Dødens Port.
Loke. 64, For Åser og Asers Sønner lød
Min Sang, som Tanken
. Mig det bød;
For Dig alene Ud jeg gaaer,
s?
116
Jeg veed, at Du Øger, gjør Du Er den, som slaaer. Aldrig mere. | Lystig skal Luen 66. Dit Eje brænde, 01 Du brygged: Alt hvad her er, Gilder flere, Og svie Din Ende.
Derefter skjulte Loke sig i Franangers Fos i Laxeskikkelse, der grebe Aserne ham. Han blev bunden med sin Søn Narves "Tarme, og hans Søn Narve blev til en Ulv. Men Skade tog en Edderorm og hængte den op over Lokes Ansigt, af den dryppede Edder. Sigyn (Dybsind), Lokes Kone, sad der og holdt en Skaal under Edderen, og naar Skaalen var fuld, slog hun den ud. Imens dryppede Edderen paa Loke. Da fik han saa haard en Krampe, at hele Jorden skalv derved. Det er nu kaldet Jordskjælv.
15... HARBARDSSANGEN.
ES
Thor drog fra Østerleden, og kom til et Sund; paa den anden Side af Sundet var Færgemanden med Fartøjet.
Thor raabte: 1.
| Imorgen jeg Dig | Med Mad skal mætte; Hvad Svendesvend | En Madkurv paa Mon hisset der | Min Ryg jeg bærer, Ved Sundet holder Stand? Ej Nogen en bedre Kost fortærer; Derhjemme jeg nød Imag min Davre,
Harbard svarer: 2. Hvad Karlekarl
Er kommen her Endnu er jeg mæt
Og raaber over Vand? Af Sild og Havre.
Harbard. 4, Af Morgenmad Er Du meget stolt,
Thor. 3. Hvis Du mig vil Over Sundet sætte,
Men veed Du, hvad Dig Er forbeholdt?
Hjemme hos Dig
Der hersker Nød, Visselig nu er
Din Moder død. Thor.
d. Hvad siger Du, er Min Moder død? .
Saa vigtig Tidende Før ej lød.
Harbard. 6.
Det skulde man nu Paa Dig ej see, At Ejer Du var Af Gaarde tre; Barbenet staaer Du, I Landstrygerdragt, Ej Buxer engang
Har med Dig bragt.
Thor. 7.
Du styre din Ege Kun hid til mig, Jeg Landingsstedet Vil vise Dig; Men hvo er ellers Ejermand Af Baaden, Du holder Hist ved Land?
117
Harbard.
8. Hildolf hedder Hin Kjæmpe klog,
- Der bød mig holde
Den Færgekog,
Ved Snildøsund
Man træffer ham;
Men Hestetyve
Og Kjæltringkram Forbød han mig videre Frem at sende,
Kun Godtfolk og dem, Paa hvem jeg har Kjende; Vil Du, at jeg skal Over Sundet Dig føre, Dit Navn Du først Maa lade mig høre.
Thor.
9. Mit Navn jeg nævner Og hele min Æt, Endskjøndt sagfældig Jeg her er stedt: Odins Søn Og Meiles Broder, Magnes Fader, Magthaver hos Guder, Det er jeg: med Thor Du taler nu. Men maa jeg saa spørge:
Hvad hedder Du?
118
Harbard. 10. Harbard: Sjælden Mit Navn jeg dølger.
Thor. 11. Hvi dølge? Med mindre Man Dig forfølger.
| Harbard. 12:
Og om endogsaa Jeg laae i Kiv, Altid jeg skulde dog Hytte mit Liv For Dig og for dine Lige, om ej Min sidste Time Just var paa Vej.
Thor. 13å.
Det vilde kun volde Mig liden Glæde, At vade til Dig Og Koften væde; Men Løn Du faaer For din spydige Mund, Du Pøjk! naar først Jeg er over Sund.
14. Her venter jeg Dig
Harbard. Og holder Stand,
Du fandt siden Hrungner Ej haardere Mand.
Thor. 15,
Nu taler Du om Min Hrungner-Trætte, Af Steen var hans Hoved, Den hovne Jætte, Dog fælded jeg ham, Han maatte sig neje. Hvad gjorde Du, Harbard ! Som Sligt kan opveje?
Harbard.
16, Paa Øen Algrøn, I Fjølvars Hjem, Jeg bragte tilende Vintre fem; Der kunde vi slaaes Og Manddrab øve, Lokke Møer, Og Meget prøve.
Thor.
17.
Hvor monne de Kvinder
Vel Eder behage?
Harbard. 18. Flinke nok, Naar de kun vare spage, Raske nok,
Naar de vare os gode;
119
Simer de ud af
Sandet snoede,
I Dalens Dyb
De Grunden grove; Hos Søstre syv
Jeg kunde sove,
Ved Snildhed vandt jeg Dem allesammen,
Til mig stod deres Fryd og Gammen. Hvad Daad kan mod dette, Thor! Du berette?
Thor. 19.
Thjasse, den strunke . Jætte, jeg vog, Alvoldersønnens Øjne jeg slog Op paa den klare Himmel, de vare mine Bedrifters Store Tolk, Synlige siden For alle Folk. Hvad Daad kan mod dette, Du, Harbard! berette?
Harbard. 20. Med Hexe jeg havde Elskovsspænd, Jeg lokkede dem Fra deres Mænd; Hlebard mig syntes
En Jætte gram,
Han gav mig i Haand Den stærke Vaand, Og fra Forstanden Jeg tryllede ham.
Thor. VAR Ilde da lønned Du Gode Gaver.
Harbard. 22.
Eeg haver det, Hvad af anden man skaver, I Sligt Enhver Jo om sig er. Hvad Daad kan mod dette, Thor! Du berette?
Thor. ERE
Jeg slog de Jætters Ondvise Brude, Som droge tilfjælds Der Øster ude, En talrig Slægt! Var Alle ilive, Der vilde ej Mand I] Midgaard blive. Hvad Daad kan mod dette, Du, Harbard! berette?
Harbard. i 24.
Jeg var i Valland
Med i Krig,
Splid satte blandt Konger,
Men aldrig Forlig. De Jarler er' Odins, Som falde paa Val, Men Trællenes Slægt Thor eje skal.
Thor. 25. Følget Du skifted Ej ligeligt Til Aser, om Stormagt Du havde til Sligt.
Harbard.
26. Thor har Styrke I Overflod, Men intet Hjærte; Af Frygt Du lod Og Rædsel Dig i En Handske stikke, "At Thor Du var, "— Forstod Du ikke; Du turde ej nyse Eller andet gjøre Af Frygt, at Fjæler Det skulde høre.
Thor. VA ØR
Harbard, din Halvmand!
Jeg skulde Dig slaae
Ihjel, kunde blot Over Sundet jeg naae.
Harbard. . 28. Hvi skulde Du række Over Sund,
Dertil er jo
Slet ingen Grund. Thor! lad høre,
Hvad Du monne gjøre!
Thor. 29.
Jeg var i Øster, En Aa jeg værged, Da Svarangs Sønner Imod mig hærged ; De sloge med Steen - Til liden Baade, De maatte dog først Mig bede om Naade.
Hvad Daad kan mod dette
Du, Harbard! berette?
Harbard. 30. Øst paa jeg talte Med En, jeg ej nævner,
Med den Linhvide spøgte,
Holdt lange Stævner, Den guldfavre Mø
Jeg var til Behag, Den Gammen var efter
Hendes Smag.
Thor. — 81. Godt Kvindeselskab
Du var da i.
Harbard. 32. Jeg trængte dog, Thor! Til at Du stod mig bi, For at erholde " Den linhvide Pige.
Ther. 33. Ved Lejlighed skulde Min Hjælp ej svige. Harbard. 34. Min Tillid Du fik,
Hvis den ej mødte Svig.
Thor. 35.
Aldrig var jeg En Hælbider slig, Som gammel Skindsko I Foraarstid, Ej flagred jeg lokkende Hid og did - Som Fluen i Solskins
Varme ved Vandet.
Harbard. 36. Siig, Thor! Hvad Daad Bedrev Du blandt Andet?
Thor. 37. Paa Lesøe Bersærkers Brude jeg slog,
Misdædersker var de,
Alt Folk de bedrog.
Harbard. 38. Skammeligt, Thor! At slaaes med Kvinder.
Thor. 39.
Kvinder næppe, Nej, rene Ulvinder! Mit Skib, som jeg havde Fortøjet, de øded, Mig selv med Køller Af Jern de høded, Og Thjalfe forjog; Hvad mon Du imens Dig foretog?
Harbard. 40. I Hæren jeg var, Der togede hid, At rejse Banner Og yppe Strid.
Thor. 41. Nu taler Du om, Da hid Du foer,
122
For os at bringe En Ulykke stor.
Harbard. 42. Hvad Mellemmænd kjende Os i Forlig, — Med Daskepenge Jeg bøder Dig.
Thor. 43. Hvor lærte Du dog De knubbede Ord, : Saa knubbet som aldrig Jeg før erfoer.
Harbard. 44. Af hine Gamle Lærte jeg dem, Som bygge i Skovene Op deres Hjem.
Thor. 45. Godt Navn Du her Steendysser gav, Naar ,, Skovens Bolig" Du kalder en Grav.
Harbard. 46. Saa dømmer jeg her Om saadan Færd.
Thor. 47.
Dig ilde bekom
Din flotte Mund, Hvis nu jeg vadede Over Sund;
Du højere vist End Ulven brølte, Naar Du af min Hammer Huggene følte.
Harbard. 48. Hos Sif er en Boler, Ham gad Du vel finde; Kjæmp der, det ligger Dig mere paa Sinde!
Thor. 49. Du lader nu Munden Lystigt løbe, Mig de piinligste Ting at røbe; Dit fejge Spøgelse
Løgn vist melder.
Harbard. 50.
Jeg mener, at Sandhed Jeg Dig fortæller; Seendrægtig Du er, Langt var Du alt, Thor! Om Du i forvandlet Skikkelse foer,
Thor. bl. Harbard, Din Utugtige Krop! Åltfor længe Du holdt mig op.
Harbard. 52. At Røgtere kunde Sig lægge i Vej For Asathor, Det tænkte jeg ej.
Thor. 53.
Jeg giver Dig nu Et Alvorsraad : Ro hidover Kun med Din Baad, For Skjændsmaal er der Ej mere Tid, Til Magnes Fader Du søge hid!
Harbard. 54. Fra dette Sund Du bort kan gaae, Overfart vil Du Aldrig faae.
Thor. 55. Fører Du mig
123
lg
Over Vandet ej, Saa viis mig ad Den anden Vej.
Harbard.
56. Kort var at negte, Langt er. at fare: Til Stokken vil En Stund det vare; En anden til Stenen; Saa Du gaaer Ad Venstre, indtil Du Verland naaer. Der Fjørgyn for Thor, Sin Søn, vil stande Og Ætmænds Veje Til Odins Lande
Ham lære at gaae.
Thor.
57. Mon Dagen vil strække Til did at naae?
Harbard. . 58.
Med Nød og Møje
Du didhen naaer, Mens Solen endnu Oppe staaer,
Nær, tænker jeg, ved Åt gange ned...
Thor 59.
Vor Tale nu kort Ikkun skal vare, Naar ene med Spot Du vil mig svare; For negtet Overfart
124
Skal Du mig bøde,
Naar næste Gang Vi hinanden møde.
Harbard. 60. Far hen, hvor Pokker Dig heelt kan øde!
16. MENGLADS UDFRIELSE.
a. Groagalderet.
Sønnen.
i:
Vaagn Groa, vaagn op,
Du gode Kvinde! Ved Dødens Port Du vækkes til Minde Om Tilholdet, som Din Søn Du gav, At møde ved Dyssen Paa din Grav.
Groa. 2.
Hvad ængstelig Bøn, Min eneste Søn? Hvad Ondt mon i Din Lod nu falder? Siden Du her Paa Moder kalder,
Rn ET er nm
Endskjøndt hun alt I Muld er lagt
Og har Farvel
Til Verden sagt.
Sønnen. 3.
Et hæsligt Tavlbord For mig skjød Hin svigfulde Kvinde, Da hun mig bød, Min Faders Hustru, Paa Lykke og Fromme Åt søge til Menglad
Hen at komme.
Groa. 4. Lang er Farten,
Lange dens Veje, |
Langen Attraa "Mennesker eje;
Hvis saa det skeer,
At Din Vilje Du faaer, Da lyder Skulde
De skabte Kaar.
Sønnen. 5.
Lad nu kraftige Galdre klinge, Moder! Din Søn Du Frelse bringe! Ellers paa Vejen Jeg vist forgaaer, Og dertil er jeg For ung af Aar.
Groa.
. 6. Dig synger jeg først Hin gavnrige Sang, Som Rinde kvad For Ran engang: Af Axlen ryst Hver trykkende Byrde, Og selv Du være Din egen Hyrde!
[2 Saa synger jeg Dig En anden Sang: Naar viljeløs er Din Vandringsgang, Lad Urdes Baand
125
Dig kraftigen holde, Om Noget Dig Skjændsel Vil forvolde!
- 8. Min tredje Sang For Dig skal klinge, Naar Folkestrømmen Dig Død vil bringe: »Horn" og ,, Lunde" De søge til Hel
" Og mindske sig stedse
For Dit Vel!
9. Min fjerde Sang For Dig skal klinge: Naar Dig paa Galgevej Fjender omringe, De skjælve i Hu! Dig Magt skal gaae Til Haande, og fredelig Sind de faae. | 10. Min femte Sang For Dig er god, Naar Fjedren binder Dig Arm og Fod: Søkongens Lue Mit Kvad skal bringe, Og Lænkerne løse Af Lemmer springe. | 11. Saa synger jeg Dig Min sjette Sang;
126
Naar ud Du stedes I Bølgegang, Større end nogen Mand den saae,
I Dit Værge staae, Og stedse Dig give, At fuld af Fred
Din Fart maatte blive!
Lugn og Sø
12. | Saa synger jeg Dig | Min syvende Sang: | Naar Frost Dig rammer | Paa Højfjældsgang, Ej Dødskulde mægter Dit Kjød at tære Og Krop med Ledemod
Sammensnære.
13å.
Min ottende Sang For Dig skal lyde: Naar ude Dig
I taaget Gyde Natten træffer,
Åt christendød Kvinde ej mægter
At volde Dig Nød.
14. Min niende Sang Dig lover dette: Naar Ord Du skifter Med spydstærk Jætte, Mandvid og Tale Dit Hjærteminde I Overflødighed Da skal finde.
15. Far nu kun der, Hvor Fælder true, Ej Meen skal standse Dit Hjærtes Lue! Paa Gravens Tærskel- Steen jeg stod, Mens Tryllesange Jeg klinge lod.
16.
, Tag med Dig Moders
Ord, min Søn,
Og gjem det i
Dit Hjærtes Løn! Du stedse rigeligt Held skal finde, Saalænge mit Ord Du har i Minde.
127
b. Fjølsvidsangen. a. Odin staaer i Forgaarden til den Å.
sande Helligdom. En Fremmed i É ; Fjølsvid”) jeg hedder,
nærmer sig og giver sig et for
blommet Navn.
LD Uden for Gaarde Han saae fremtræde En Skikkelse gjennem Folkenes Sæde: Pak Dig bort Paa slagen Vej! En Løsgjænger her Tilstedes ej.
2. Hvad Uglebilled Sig lister om Ved Banluen der Og Forgaards Bom? Hvad søger Du vel, Til hvem har Du Bud, Hvad vil Du venneløs
Her forske ud?
3. Hvad Uglebilled I Forgaarden staaer, Og negter de Farende Indgangs Kaar? Længe nok stod Du Og skjældte her, Gaae Du nu hjem Og læg Dig der!
Er kløgtig i Sind, Men kostmild af mig Det er jeg ej. Aldrig i Verden
Du kommer herind, Driv Du, Fredløse, Nu Din Vej!
5.
Fra Øjets Gammen Man nødig gaaer,
Naar smukke Ting Man i Syne faaer; Om gyldene Sale
Jo Gaardene gloe, Her kunde jeg ønske At slaae mig til Ro.
6. Siig mig, hvorfra Du stammer, Svend, Hvis Søn Du er, Nævn mig de Mænd? Vindkold jeg kaldes, Til Fader jeg har Vaarkold, hans Fader Fælkold var.
”) 9: Viismand.
128
b. For Helligdommen raader den rene Den Port behænde, Gudsbevidsthed, Menglad, som en Prindsesse, der, omgiven af Trylle-
Den laved tre Sønner
hindringer, venter paa Forløsning. Af Solblende,
ig BE: En Fjæder fanger
Siig mig nu det, Du vise Mand! Hvad forske jeg vil Og vide paa Stand:
Hver Vandringsmand, "Som Klinken fra Karmen Løfte kan.
11. Hvo monne her raade Siig mig nu det, Og Riget befale, Du vise Mand! Med Ejendele Hvad forske jeg vil Og Højloftssale? Og vide paa Stand:
8. Hvad kaldes vel Volden, Som runder sig hist, Blandt Guder ej saaes
Menglad man hende Nævnet har,
frseis Moder for Søn Saa farlig en List? Af Søvndjærv bar; | 12. Hun monne her raade Gjæstrøber den hedder, Og Riget befale, Jeg selv har den lavet Med EJjendele Af Leerskums Lemmer Og Højloftssale. Og støttet og stavet,
9 | Åt stande den vil, Siig mig nu det, | Mens Old er til. Du vise Mand! | 13.
Hvad forske jeg vil Siig mig nu det, Og vide paa Stand: Du vise Mand!
Hvad kaldes vel Portens | Lukke hist, | Blandt Guder ej saaes
| Saa farlig en List? |
Hvad forske jeg vil Og vide paa Stand: Hvad kaldes de Hunde, Som Utysker skræmme, Naar hid de stedes For Leervolds Gjemme?
10. Knaldogfald hedder
æ
am mm — nn me ndlt mm TT
14. Hidsig den ene, Sluger den anden, Om sligt Du ønsker "At vide forsanden; Her skal de holde Elleve Vagter, | , Til Undergang rammer De høje Magter.
15. Siig mig nu det, Du vise Mand! Hvad forske jeg vil Og vide paa Stand:
Er dem strengt paalagt, Fra den Tid her
De sattes paa Vagt, Hiin sover om Nat, Om Dagen denne,
Og Pokker kunde
Ind da rende.
129
Hvad forske jeg vil Og vide paa Stand: Kan man for Hundene Lokkemad kaste s Og, mens de æde, Forbi dem haste?
18.
"To Mørbrade gjemmer
Vidofners Side, Om saadant. nu Du ønsker at vide; Det ene er Mad | Efter deres Sind, Og mens de æde, Man løber ind. 19. Siig mig nu det,
…" Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil Og vide paa Stand: Hvad hedder det Træ, Der ud sig breder Over alle Lande Og Landsens Steder? 20. Mimerstræ hedder det, Faa man finder,
Som vide, af hvilke Rødder det rinder, Hvormed det fældes, End Færre vide, Thi Ild og Jern Ej paa det bide.
9
med for at overvinde de Hindringer, der afskjære Helligdommen.
17. Siig mig nu det,
Mon Nogen indenfor Træde kunde,
Mens Søvn betager
De glubske Hunde?
16.
En Vexelsøvn
c. Syndens Vejrhane i Kundskabstræet er den Ulykkesfugl, man skal i Kast Du vise Mand!
130
21. Siig mig nu det, Du vise Mand! Hvad forske jeg vil Og vide paa Stand: Hvad monne det Højtræs Sind da være, Naar hverken Ild Eller Jern det skjære?
23: Af Træets Frugter Man Iid skal lave For Kvinder, som Kulde- Syge have: Ud kommer da, Hvad maninde bør gjemme, Det saa er Menneskets Skjæbnefremme.
23. Siig mig nu det, Du vise Mand! Hvad forske jeg vil Og vide paa Stand: , Hvad hedder den Hane ] Højtræs Top, "Af Guld han glimrer Paa al sin Krop?
24. Vidofner han hedder, Og Kvisten bærer I Mimerstræet Den "Uvejrsnærer,
I Eet han Meen efter Meen udsender,
Som Surt han laver En Kost, der brænder.”
25. Siig mig nu det, Du vise Mand! Hvad forske jeg vil Og vide paa Stand: Hvor noget Vaaben Finder man vel, Som sender Vidofner Ned til Hel?
26. Jo, Ønskekvisten; Ved Dødens Port I sin Hovenhed Har Lopt den gjort. Den monne Sinmare . Hos sig forvare, En Sejgjerns Kiste Den ligger i, Og for den lukke Bindlaase ni.
27. Siig mig nu det, Du vise Mand! Hvad forske jeg vil Og vide paa Stand: Mon den vel kunde Slippe tilbage, Som hen vil fare For Kvisten at tage?
131
— 28. Derfra skal slippe Han, som vil drage Hen for Ønske- Kvisten at tage, Hvis med sig bringe Han kan en Gave
Til Syndens Læge,
Som Faa hun have.
29.
Siig mig nu det,
Du vise Mand! Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand: Mon slig en Skat
Er til at finde,
Hvormed man stiller Den gustne Kvinde?
| 30.
En Krumifjær glindser I Vidofners Bag, Den skal Du bære Som Offersag
Og byde den til
Den stærke Mare, Da lader hun Drabets
Vaaben fare.
d. Hedenskabets Tempel som Hellig-
dommens Forgaard og Forvarsel. 31.
Siig mig nu det,
Du vise Mand!
Hvad forske jeg vil
Og vide paa Stand: Hvad hedder Salen, Som her jeg skuer Omslynget af snilde Varselsluer?
32. Glød er dens Navn,
" Og" nu alt længe
Paa Spydsod monne Dens Skjæbne hænge; Kun Ryet, der af dens Herlighed gaaer Igjennem Tiden,
Til Mennesket naaer.
33. Siig mig nu det, Du vise Mand! Hvad forske jeg vil Og vide paa Stand: Hvo gjorde af Asers Sønner, hvad her Jeg indenfor Hegnet Stande seer?
34, (?) Ro og Møje, Strid og Leg, Dvælsind, Iilsind, Højgang, Dybgang, Lysets Fremning, Kampens Hemning, Himmelsk Længsel,
J ordisk Fængsel.
gt
132
Saa Folkeværnerske, Bært og Blid,
e. Den ideale Bevidsthed troner som en Brud paa et frelsende Bjærg med velyjørende Tærner i sit Følge.
35. Siig mig nu det, Du vise Mand! Hvad forske jeg vil "Og vide paa Stand: Hvad hedder det Bjærg, Hvorpaa i Skrud Jeg seer den Folke- Herlige Brud?
36. Højtidsbjærget Er Fjældets Navn, Som længe var Syges Og Saaredes Gavn; Sund bliver hver Kvinde, Som naaer dets Top, End bringe hun Aarssot Med sig derop.
37. Siig mig nu det, Du vise Mand! Hvad forske jeg vil Og vide paa Stand: Hvad hedde de Møer, Der sidde tilsammen For Menglads Knæ I Eendragts Gammen? 38. Skjærm hedder den første, Saa Skjærmforjætte,
Vennehuld og Yndefuld, Omertebod og Givegod. 39.
Siig mig nu det, Du vise Mand! Hvad forske jeg vil Og vide paa Stand: Mon Bjærgegjerning Mod Folk de øve, Der til dem blote
| Og Hjælp behøve?
40.
"Naar Mænd dem blote I hver Skjærsommer Paa alterhellige Sted: ej kommer Saa stor en Pest <Til en Menneskefød, At de jo tage ham
Ud af Nød.
f. For Menglad er der en Brudgom bestemt; det er ham, der er kommen.
41. | Siig mig nu det, Du vise Mand! Hvad forske jeg vil Og vide paa Stand: Mon Menglad nogen
Mand vil unde
I hendes favre Arme at blunde?
42. Ej eneste Mand Vil Menglad unde . I hendes favre Årme at blunde Undtagen Svipdag; Kun ham ved Pagt Til Ægte hiin solbjærte Brud er sagt.
43. Smæk Portene op, Giv Plads mig der, Selve Svipdag Du skuer her! Dog gaa, og skaf mig Først et vide, Om Menglad monne Min Gammen lide!
44. Hører Du, Menglad! Her er en Mand, Gak selv at skue Den Gjæst paa Stand; Hundene logre, Op Porten sprang, Jeg troer at kjende Svipdags Gang.
45. Horske Ravne I Galgens Top
Skal slide Øjnene Af din Krop, Hvis det Du lyver, At langvejs er Den Svend nu kommen Til Salen her.
46. Hvorfra gik Du ud, Hvad Vej var Du stedt, Hvad kaldtes Du hjemme? Dit Navn, din Æt For mig skal sikkert Jertegn være,
Om Dig min Tro Blev lovet med Ære. 47.
Svipdag mit Navn,
" Bolbjært min Fører,
Den kolde Vind Mig deden bar; Mod Nornens Ord Kan Ingen stride,
.. Om end hun lagde
" Det til Kvide.
48. Velkommen Du være, Min Vilje jeg faaer, Et Kys med Hilsen I Følge gaaer! Gjensyn glæder Jo gjerne Enhver, Som haver en Ånden Inderlig kjær.
49, Paa det liflige Fjæld . Jeg sad i Mag, Og Dig jeg ventede Nat og Dag, Alt skede det, Som mit Ønske var, Dig Yngling atter Min Sal nu har.
17.
OR, Barmhjærtigheds Løn og Falsk-
heds Straf.
1: Grusom Daad Hnin Kjæmpe øved, Mændene Liv Og Gods han røved, I Frelse kunde Ingen gaae Ad Vejen, hvor Paa Lur han laae.
4
2; Han Maden oftest Ene nød, Og aldrig Nogen Til Maaltid bød, Førend i Møde Og Useldom
134
50. Før vi længtes At komme sammen, Du til min Elskov Og jeg til din Gammen, Nu skal dette En Sandhed være: Ingensinde
Vi skilles mere!
SOLSANGEN.
En Vandringsmand Fra Vejen kom.
3. Til Drikke trængte Den trætte Mand, Og stilled sig ganske Hungrig an, Som fæsted han ræd Af Hjærte Lid Til den, som var ond
I forgangen Tid.
Å. Mad og Drikke Han ydede nu Den mødige Mand Af ærlig Hu, Han tænkte paa Gud Og gjorde ham vel,
135
Han kjendte sin egen Om Alting end Syndige Sjæl. | Ham ganger til Baade, 5å Hvad mindst han aner Men hiin stod op | Tidt slaaer ham ned, Med Ondt isinde, krig Selv raader Ingen En farlig Gjæst | For egen Fred. Nu var derinde, | 9. Thi Synden svulmed, Ej tænkte Unnar l Søvne han vog | Og Sævold paa, Den Snilde, som ellers At Lykken kunde Var saa klog. Til Grunde gaae, 6. Nøgne de stode, Om Hjælp han bad Alt var tilende — Til Himlens Gud, Som Ulve de maatte Da op han vaagned Til Skoven rende.
Og Livet gik ud,
Men den, som ham bragte| 6. Elskovs Farlighed. Uskyldig af Dage, 10. Hans Syndeskyld maatte | Elskovs Magt
Paa sig tage. Har Mangen bedrøvet,
(£ Megen Kval Hellige Engle |
Fra Himmelhjem
Er af Kvinder øvet, Hvor skjære den mægtige
Nedstege og toge "Gud dem gjorde,
Hans Sjæl i Gjem, | Et skadeligt Væsen Reenlivet den nu
I Evighed Hos Gud Almægtige Har sit Sted.
Dog de vorde.
11, Skarthedin og Svafad, Venner kjære,
b. Den timelige Lykkes Ustadighed. Den Ene ej kunde 8. | Den Anden undvære, For Gods og Helsen | Førend een Kvinde
Kan Ingen raade,
Dem begge bedaared,
Få
136
Hvem Skjæbnen til deres Fordærv udkaared.
12. De glemte Leg Og den lyse Dag, Den Liljevaand ene Var deres Behag, Det herlige Billed De tænkte paa, Alt Andet dem monne Af Sinde gaae.
13. Saa sorrigfuld gik Den mørke Nat, Den søde Søvn Dem havde forladt; Af al den Harm Udrandt et Had, Som splittede Hjærtens Venner ad.
14. Med Sligt, der kan Sig sjælden hænde, Som oftest det tager En grulig Ende: " Til Holms de gik For den væne Viv, Der lode de begge
Deres Liv.
d. Hovmods-Daddel.
15. Hovmod nære
Bør ingen Mand,
Derom jeg sandeligt Vidne kan; Thi de, som lægge Paa samme Flid, Sig fjerne fra Gud Den meste Tid. 16. Raadø og Veboge Rige vare, Og syntes i Alting Vel at fare; Nu sidde de der Og mod Ilden sig dreje, For vexelviis Deres Vunder at pleje. 17. Sig selv ikkun De stolede paa, Højt over Alle De troede sig staae; Men Livsloddet lod Den almægtige Gud Paa anden Maade For dem falde ud. 18. Et Liv af alskens Vellyst fuld De førte, og frydede Sig med Guld; Løn som forskyldt De nu maa fange, Imellem Frost
Og Ild at gange.
e. Forsigtigheds Priis.
19. Ej Lid til dime Fjender fæst, Om end de fagre Ord ,Dig give; Lov godt igjen, Det tjener bedst Af Andres Skade Klog at blive.
20.
Saa monne det Sørle
Godraad gaae, Da han til Vigolf Tilflugt tog;
Sin Broders Bane Han stolede paa, Men denne troløs Ham bedrog:
21. Af ærligt Hjærte Han gav dem Fred, De lovede Guld I Vederlag, Saa drak de sammen I Enighed, | Men Falskhed siden Kom for Dag.
22. Thi da derefter Paa anden Dag De gjennem Jætte- Dalen red,
1
Saa sloge de ham Med Sværdeslag, Ham sagesløs
De huggede ned.
23. Ad lønlig Sti Hans Lig man drog, Og kasted 1 Vældet I Stykker smaa; Man vilde det skjule, Vorherre dog, Den Hellige, det
Fra Himlen saae.
24. Den sande Gud Hans Sjæl gav Kald Til frydelig Hos sig at boe; Men Morderne Fra deres Kval Vist skulle kaldes Seent til Ro.
f. Religionen.
25. Guddomsordets Diser Du béde,
At være Dit Hjærte Huldt tilrede; Ugen derefter
Du din Vilje
I Alting lykkelig Da skal gilje,
138
26. Naar Du i Vrede Dig har forløbet, Ej Ondt Du gjøre Oven ikjøbet ; Du lindre skal Ved at gjøre vel De Saar, Du slog, Det gavner din Sjæl.
27. Om alt Godt Du bede til Gud, Der Mennesket satte I Verden ud; Den Mand sin Byrde Meget øger, Som seent vor Faders Tjeneste søger,
28. Og har Du nogen Lønlig Brøst, Saa bed for den Med ivrig Røst; Hvo ikke beder, Han Intet faaer, Den Tavses Tarv Man sjælden forstaaer.
29. Aarle jeg kaldes, Silde jeg kommer "Til Tærskelen hos Den højeste Dommer;
Nu stunder jeg did, Han Løfte mig gav, Den fanger Kraas,
Paa Kraas gjør Krav.
30. Det volder Synden, At vi ej glade Lidenskabens Hjem forlade, Den kun frygter, Som gjør det Onde: Held den, som brødefri
Være kunde!
31. Hvo i sit Hjærte Kun nærer Svig, Han synes at være Ulven lig, Ham vil den Skjæbne Times i Eje, At han skal vandre Paa gloende Veje.
32. Syv samfulde Venneraad Giver jeg her, Kløgtigen udtænkt Hvert især; Lær dem tilgavns, At de ikke undfalde, Til Lærdom nyttige EÉre de alle!
g. Livet er godt, Døden haard.
33.- Hvor salig i Liden- skabens Hjem Jeg var, det nu Skal sættes frem,
Og saa, hvor Menneskens
Børn ville
Nødigen sig Fra Livet skille,
34. Vellyst og Stolthed De Mennesker svige, Som efter